Oversigt

58-årig kan et håndværk, som kun få i Danmark kan

I et værksted i Kolding står 58-årige Claus Boisen og udøver et håndværk, som kun de færreste kan udføre. Han er nemlig en ud af kun en håndfuld danskere og så vidt vides den eneste i Syd- og Sønderjylland, der bygger guitarer fra bunden.

- Det er så meganørdet. Hvis jeg først begynder at uddybe det, så tænker folk ”stop manden, han er ikke rigtig klog”, griner Claus Boisen.

Han var ikke mere end ni år, da han fik sin første guitar. Han har spillet lige siden, men der var altid et problem.

- Jeg har korte fingre, så halsen på guitaren var altid for tyk og for bred til mig. Det irriterede mig helt vildt.

Han rejste til USA og købte dyre guitarer, men de passede aldrig til ham. Han havde derfor en drøm.

- Jeg ville bygge min egen guitar. En der passede til mig.

Claus Boisen bygger både elguitarer og akustiske udgaver.
Claus Boisen bygger både elguitarer og akustiske udgaver.
Foto: Helena Bendixen, TV SYD

Han havde ingen forstand på at bygge det opstrengede musikinstrument kun den mangeårige erfaring med at spille på det og en uddannelse som møbelsnedker, der viste sig at være et kæmpe plus.

Han meldte sig ind i et amerikansk guitarbyggeforum, og her lærte han at bygge sin første guitar. Siden har han forfinet byggeriet.

- Jeg har lavet alle de fejl man kan lave, og man lærer jo af sine fejl, så jeg har lært rigtig meget, smiler han.

Du kan læse hele Claus Boisens historie herunder.