Borgmester taget i nytårsforsæt: 5 kilo blev til 15 kilo

Man skal passe på, når man fortæller til TV SYDs seere, at man har et nytårsforsæt om at smide 5 kg. Bordet fanger nemlig.

Vi er nok mange, der kan genkende det med at have et nytårsforsæt om at smide de ekstra kilo på sidebenene.
Men det er ikke os alle, der sådan for alvor får gjort noget ved det og begynder at spise sundere og får lagt mere motion ind i dagligdagen, så vi rent faktisk taber os.

Men når man er borgmester og har TV SYD i hælene i motionscenteret de sidste dage i 2018 for at tale om mere bevægelse i dagligdagen for kommunens borgere, og man så for åben skærm kommer til at se, at vægten rent faktisk har passeret de 100 kilo, så kan man godt føle sig en smule presset.

Her lover Jørn Pedersen, at han vil smide 5 kilo i løbet af 2019.

Borgmesteren på 0,1 ton

- Det blev også min drøm om at komme til at veje mindre og komme i bedre form, og det hjalp TV SYD mig med, da de smed mig på vægten, og jeg lige pludselig var borgmesteren på 0,1 ton, fortæller Jørn Pedersen.

Nu hang Jørn Pedersen på den, og han lovede sig selv - og seerne - at han ville se at få gjort noget ved de ekstra kilo. 5 kilo skulle smides i løbet af 2019, lød nytårsforsættet på. 

Men 5 kilo er blevet til 15 kilo her ved udgangen af 2019, selvom det var svært at komme i gang med vægttabet.

Tre måneder med ingenting

- Det var dælme hårdt. De første tre måneder gik med stort set ingenting, og der skete ikke noget med vægten, siger Jørn Pedersen.

Men så blev han udfordret af en byrådskollega. Sammen begyndte de at tage jævnligt i motionscentret.

- Så skal jeg love for, der kom gang i mit vægttab. I dag tænker jeg over at få bevæget mig dagligt samt på, hvad jeg putter i munden.

For Jørn Pedersen er det en fordel at dele sine mål med alt og alle.

- For mig virker den strategi, og jeg har et nyt forsæt for 2020, og det er at holde vægten. 

Og bare rolig Jørn Pedersen, TV SYD vender tilbage om et år for at høre, om det lykkedes.