Kristina er klar til at løbe mod nye ekstreme mål

Syv maratonløb på syv dage på syv kontinenter. Kristina Schou Madsen har gennemført World Marathon Challenge i ny rekordtid. Nu samler hun kræfter til nye udfordringer.

Der er ikke en løbeudfordring, der er for ekstrem for den 34-årige løber Kristina Schou Madsen.

For få dage siden vendte hun hjem til Kolding, efter at hun sluttede som en suveræn vinder af dette års World Marathon Challenge.

Her gennemførte hun de syv marathonløb på syv dage med en gennemsnitstid på tre timer, 25 minutter og 57 sekunder, og det er den hurtigste tid nogensinde.

- Det betyder rigtig meget for mig, det har jeg drømt om, lige siden jeg startede med at træne op til løbet, fortæller Kristina Schou Madsen.

De syv løb foregik i Sydafrika, Antarktis, Australien, Dubai, Spanien, Brasilien og til sidst langs stranden i Miami.

Her er Kristina Schou Madsen netop kommet i mål som samlet vinder.
Her er Kristina Schou Madsen netop kommet i mål som samlet vinder.
Foto: World Marathon Challenge

Fejring på rådhuset

I de her dage forsøger hun at tage den lidt med ro, men allerede få dage efter det sidste løb i Miami, trak hun igen i løbeskoene. For det er svært at lade være, når man elsker at løbe.

- Jeg er bare ikke typen, der lægger mig på sofaen og tænder for Netflix, siger hun.

Kristina Schou Madsen blev fredag fejret på rådhuset i Kolding for sin seneste præstation. 

Nye udfordringer venter

Nu begynder hun så småt at forberede sig til nye udfordringer.

Til maj er der DM i Trail på Bornholm, og til efteråret har Kristina Schou Madsen planer om at deltage i et løb i Kenya med en distance på 250 kilometer.

Men om hun også stiller op til World Marathon Challenge til næste år, er endnu ikke besluttet.

Det koster mange penge at deltage og kræver en hel del hjælp fra velvillige sponsorer.

Løb nummer to foregik under ekstreme forhold på Antarktis.
Løb nummer to foregik under ekstreme forhold på Antarktis.
Foto: World Marathon Challenge