Rockerborg i Kolding vækker bekymring

Folketingsmedlem fra SF vil have mere politi til Trekants-området for at bekæmpe bander.

SF's retsordfører Karina Lorentzen vil nu henvende sig til justisminister Brian Mikkelsen og bede om flere betjente.

Ved et forlig i Folketinget i 2008 blev det aftalt, at der skulle tildeles ekstra betjente til bandebekæmpelse.

- Desværre blev de fordelt, så kun seks politikredse fik del i ressourcerne, og de to sydjyske kredse blev forbigået. Denne usammenhængende politik kan desværre være medvirkende til, at bander og rockere nu slår sig ned de steder, hvor man ikke har fået disse kræfter, siger Karina Lorentzen.

- Jeg har af flere omgange, dog uden held, bedt justitsminister Brian Mikkelsen om flere ressourcer til politikredsen. 
 
- Nu er situationen sådan, at der på den nye finanslov er kommet midler til 100 ekstra betjente. Jeg vil nu atter tage kontakt til justitsminister Brian Mikkelsen for få afsat nogle til vores politikreds. Det er afgørende, at vi får sat ind, før banderne bider sig fast i området, siger Karina Lorentzen.

Samtidigt opfordrer hun Koldings borgmester Jørn Petersen til også at lægge pres på justistministeren, sammen med borgmestrene i Veje og Fredericia.