Supersygehus overskrider budgettet med 1,3 milliarder kroner

Projektforslaget for regionens nye supersygehus overskrider budgettet med 1,3 milliarder kroner. Chokerende, mener Region Syddanmark.

Regionens nye universitetshospital Nyt OUH i Odense bliver 1,3 milliarder dyrere end planlagt, hvis man kigger på det netop afleverede projektforslag. Forslaget fra totalrådgiveren Medic OUH er langt dyrere end det, regionen var stillet i udsigt - og også langt dyrere end hvad regionen har råd til.

- Det er chokerende og voldsomt at få et projekt, der overskrider budgettet med 1,3 milliarder kroner. Derfor er der behov for en dybtgående granskning af projektet for at klarlægge, hvor stor overskridelsen i virkeligheden er. Vi har nu brug for at komme til bunds i materialet og forholde os kritisk til de enkelte dele af forslaget og de mange risikovirderinger i så stort et projekt, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks innovationsudvalg, i en pressemeddelelse.

Region Syddanmark har indkaldt bestyrelsen for Medic OUH til et møde om sagen den 4. juli.

 

FAKTA

  • Projektforslaget fra Medic OUH beskriver detaljeret, hvordan Nyt OUH skal indrettes - dvs. hvilke materialer, der skal bruges, og hvordan inventar og møbler skal placeres.
  • Regionsrådet vedtog den 27. april 2015 dispositionsforslaget for Nyt OUH – og projektforslaget bygger på de krav, som fremgik af dispositionsforslaget. Siden har det været op til Medic OUH at projektere sygehuset i forhold til disse krav.
  • På linje med de andre kvalitetsfondsprojekter i Danmark er der afsat et fast beløb til at bygge det nye universitetshospital i Odense for. Nyt OUH må således koste 6,3 mia. kr. – hverken mere eller mindre – når det står færdigbygget. Region Syddanmark har ikke mulighed for at supplere med ”egne penge”.
  • Første spadestik til det nye sygehus blev taget den 27. april i år.
  • Hele sygehuset er planlagt til at stå færdig i 2022.