Købet af Eatons hydraulikforretning for 3,3 milliarder dollar giver Danfoss større muskler og betyder vækst og flere arbejdspladser i Nordborg.
- Det her er en stor dag på Danfoss og alle vores 28.000 medarbejdere. Vi bliver en af verdens absolut førende på industriel hydraulik. Det betyder vækst også her i Danmark, siger Kim Fausing, adm. direktør for Danfoss, til TV SYD.
Opkøbet er det største i virksomhedens historie og giver Danfoss adgang til markedet for industrihydraulik, hvor Eaton Hydraulics står stærkt.
Eaton Hydraulics leverer sine produkter til kunder inden for landbrug, industri og bygge- og anlægssektoren og havde et salg i 2019 på 2,2 milliarder dollar og 11.000 ansatte.
Med købet vokser Danfoss med en tredjedel og får nu 39.000 ansatte verden over.