Ejere reddede dyr ud af brændende lade

Ifølge politiet selvantændte nogle halmballer, hvilket førte til brand i lade.

Søndag aften udbrød der brand i en lade på Østerholmen i Nordborg.

Ilden tog fat i nogle halmballer, og da det ikke lykkedes ejerne at slukke branden selv, blev politiet og brandvæsnet kontaktet klokken 23.25.

- Vi har en ide om, at halmballerne er selvantændt, hvilket de sagtens kan, hvis det er friske halmballer, siger vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, John Christiansen.

Det lykkes ejerne at redde dyrene ud af laden og væk fra branden. Efterfølgende kom der styr på branden. 

Der er ikke sket skade på den faste ejendom, oplyser vagtchefen, og for nu går man ikke videre med yderligere undersøgelser af branden. 

Der var ikke skader på laden efter branden, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Der var ikke skader på laden efter branden, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Foto: Presse-fotos.dk