Solcelleanlæg på 4.500 m2 skal skabe klimavenligt ly for biler ved sønderjysk sygehus

Region Syddanmarks første parkeringsanlæg overdækket med solceller skal etableres på Specialsygehus Sønderborg, der er en del af Sygehus Sønderjylland.

I Region Syddanmark har de fundet en måde at gøre livet sødere for bilisterne og samtidig skubbe til den grønne omstilling.

Et enigt regionsråd godkendte nemlig på deres møde mandag den 24. april en anlægsbevilling på 9.500.000 kroner til at byggen en overdækning til den eksisterende parkeringsplads ved Specialsygehus Sønderborg, der er en del af Sygehus Sønderjylland.

Oven på overdækningen til det 9.000 m2 store p-areal, der i dag bliver brugt til langtidsparkering og medarbejderparkering. skal der opsættes et ca. 4.500 m2 stort solcelleanlæg. 

- Region Syddanmark har i dag solceller på hver eneste ledige tagflade på regionens bygninger og et stort solcelleanlæg på jorden ved det nye OUH, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Nu går vi i gang med at udnytte vores parkeringsarealer og tager dermed endnu et vigtigt skridt hen imod vores mål om, at 20 pct. af regionens samlede elforbrug skal dækkes af solenergi i 2030.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, tror på, at den solcellebeklædte overdækning ved sygehuset i Sønderborg blot er den første af mange i Region Syddanmark.
Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, tror på, at den solcellebeklædte overdækning ved sygehuset i Sønderborg blot er den første af mange i Region Syddanmark.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Investering giver mindre elregning og mindre CO2-udledning

Solcellerne skal levere strøm til sygehuset og vil mindske regionens samlede CO2-udledning med 72 tons.

Og med det nye solcelleanlæg kommer Region Syddanmark produktion af solenergi til at dække 13 pct. af regionens samlede elforbrug.

- Jeg ser store perspektiver i, at vi i fremtiden kan udnytte endnu flere af sygehusenes store p-arealer til produktion af solenergi og dermed udbygge vores produktion af vedvarende energi til gavn for klimaet, siger Karsten Uno Petersen. 


Regionen vurderer, at etableringen af solcellerne på det overdækkede p-areal vil give en årlig besparelse på 600.000 kr. afhængigt af de gældende elpriser.

Det giver en tilbagebetalingstid for solcelleanlægget på 16 år.