Stort sønderjysk kaffebord til en 100-årig
Gråsten Ro- og Kajakklub havde lørdag dækket op til stort sønderjysk kaffebord. I dag fejrede klubben sit 100-årsjubilæum.
Gråsten Ro- og Kajakklub havde lørdag dækket op til stort sønderjysk kaffebord. I dag fejrede klubben sit 100-årsjubilæum.
Klubben kalder sig barn af Genforeningen. Den blev grundlagt i marts 1922 af erfarne roere, der var kommet til byen efter genforeningen.
Klubben hed dengang Gråsten Roklub og lå på samme sted som i dag, nemlig lige neden for banegården – med adgang direkte ud til Sildkulen, hvorfra der er adgang til Nybøl Nor og Flensborg Fjord.
Sæsonen skudt i gang
I dag er der omkring 75 medlemmer i klubben. Nogle ror kun i robåde, andre kun i kajak. Men en stor del af medlemmerne ror begge dele.
I dag var venner, naboer og alle interesserede til reception, og Sønderborg Kommunes borgmester Erik Lauritzen talte og døbte tre nye både, to inriggere og en kajak.
Samtidig lød startskuddet til endnu en rosæson. Skudt i gang af Conny Sørensen, formanden for Dansk Forening for Rosport, der i anledning af jubilæet havde henlagt den landsdækkende standerhejsning til Gråsten.