Flere spejderbusser havde fejl ved bremser og styretøj

Flere af de busser, som skulle fragte spejdere hjem fra Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg, havde tekniske fejl. En enkelt fik klippet pladerne på stedet.

Der blev fundet flere fejl, da Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd i samarbejde med Syd og Sønderjyllands Politi søndag foretog en målrettet kontrol af de busser, som skulle fragte spejderne hjem fra spejderlejren i Sønderborg.

- Af de omkring 350 busser, der skulle afhente spejderne, udtog vi efter en målrettet visitation af busserne 33 af dem til en nærmere undersøgelse, fortæller politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi.

- Ud af de 33 busser blev nummerpladerne på en enkelt bus inddraget på stedet, og yderligere 10 busser blev indkaldt til syn.

Der blev fundet bremsefejl ved 3 ud af de 10 busser, der blev udtaget til syn, og fejl ved styrekuglerne ved de syv øvrige. De 10 busser blev derfor taget ud af drift.

Busserne blev kontrolleret for meget andet end deres bremseeffekt og fejl ved styreapparatet. Samtlige chauffører og 33 busser blev også kontrolleret for blandt andet kørekortforhold, køre/hviletid, efteruddannelseskrav, vognmands/bustilladelse, sikkerhedsudstyr samt nødudgange.