Storken er landet i Smedager – og det ser ud til, den har været der før

Søndag eftermiddag landede en stork i reden i Smedager.

Reden i Smedager er igen beboet, efter en stork landede søndag eftermiddag.

Og meget tyder på, at det kunne være en stork, der har været der før.

- Det kunne godt tyde på, at det er storken Clyde, for den er meget hjemmevant, siger Jess Frederiksen, der er formand for foreningen Storkene.dk

Storken landede klokken 15.54 søndag eftermiddag og knebrede højlydt med næbbet, som du kan se i videoen herunder.

Se storken lande i reden i videoen her. Det er nemt at høre storkens karakteristiske knebren med næbbet.

Samler grene og henter mad

Ikke længe efter storken havde sat sig i reden, begyndte den at rette på grene i reden og fløj ned på engen. Alt sammen tegn på, at storken har været der før.

- Den kender stedet, det er der ingen tvivl om. Den er i fuld gang med at samle grene og finde mad på engen, siger Jess Frederiksen.

Det er dog en vurderingssag, om det er storken Clyde, som har været i reden i sidste år, da storken Clyde ikke er ringmærket.

Gårdejer og nærmeste nabo til storkereden i Smedager Benny Appel er dog ikke i tvivl om, at storken er Clyde. Den går de samme ruter, som Clyde har gjort tidligere og kommer, når han kalder på den.

Snestorm i vente

Det bliver dog en kold fornøjelse at være i Danmark for storken den kommende uge. Danmarks Meteorologiske Institut har udsendt varsel om snestorm.

Jess Frederiksen forventer ikke, at snestormen kommer til at skræmme storken væk. 

- Det kommer ikke til at betyde noget, og en stork kan sagtens klare en snestorm. Skulle stormen vare flere uger, så kunne det blive et problem, men det ser det ikke ud til. 

I mange år er der kommet storkeunger til i reden. Her ligger ungerne og spiller døde, da man har været oppe i reden.
I mange år er der kommet storkeunger til i reden. Her ligger ungerne og spiller døde, da man har været oppe i reden.
Foto: TV SYD/Storkene.dk

Måske kommer magen snart

Det er forholdsvis tidligt, at storken er kommet til Smedager, og det tyder også på, at det er en såkaldt vesttrækker – ligesom storken Clyde.

- Vi gætter på, at den har været i Spanien og overvintre, men det er umuligt at være sikker, for vi kan ikke spore den, siger Jess Frederiksen.

Håbet er, at storken ikke kommer til at være alene i reden længe, for snart burde en mage melde sig på banen.

- Hvis vi er lidt heldige, så ankommer magen Connie i slutningen af marts. Så kan hanstorken også nå at få gjort reden i stand i mellemtiden, siger Jess Frederiksen.