Oversigt

119 syd- og sønderjyske politikere har oplevet symptomer på stress

TV SYD har lavet en rundspørge blandt de syd- og sønderjyske byrådspolitikere. Halvdelen har oplevet symptomer på stress.

Kvalme, søvnbesvær, problemer med at huske og koncentrere sig er nogle af de symptomer, som 119 af de syd- og sønderjyske byrådspolitikere har oplevet.

Det viser svarene i en rundspørge, som TV SYD har foretaget blandt 379 politikere i byrådene i de 14 kommuner, som mediehuset dækker. 

234 politikere har svaret, og halvdelen af dem skriver, at de har oplevet symptomer på stress.

"Søvnbesvær og irritation over for specielt den nære familie" lyder et af svarene.

En anden skriver:

"Bl.a. indlagt med stærkt forhøjet blodtryk - psykisk stress relateret - et par uger siden".

Theis Kylling Hommeltoft (S) fra Aabenraa oplevede i sommer voldsom hjertebanken og følelsen af ikke at kunne få luft, og i Vejen Kommune måtte Marion Mortensen (V) sidste år sygemelde sig på grund af stress.