Flere end nogensinde holder påske i danske feriehuse: Lokale bureauer melder stort set udsolgt

Kombinationen af tilbagevendte tyske turister og et højt antal af danske ferierende gør, at der er usædvanligt travlt hos Feriepartner Sydøstjylland.

Hvis du er gået med tankerne om at holde påskeferie i et syd- og sønderjysk feriehus, så kan det blive svært at gøre drømmene til virkelighed, hvis ikke reservationen allerede er i hus.

For flere end nogensinde har valgt at holde påskeferien i danske feriehuse. 

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, og dén tendens kan mærkes hos Feriepartner Sydøstjylland og Sønderjylland, der i disse dage knokler på kontoret.

- 100 procent af vores huse er lejet ud. Det plejer de ikke at være på det her tidspunkt, siger Torben Jersild, der er direktør hos Feriepartner Sydøstjylland og Sønderjylland.

Tilbagevendte tyskere og flere danskere i sommerhuse

Det er især tilbagekomsten af de tyske turister efter covid-19, der gør, at der er flere bookinger i påsken end sædvanligt.

Hos Esmark Feriehusudlejning er det også de tyske ferierende, der udgør størstedelen af de næsten udsolgte huse.

- Hos os er vi tilbage til normalen så at sige, da 95 procent af vores feriehuse igen er lejet ud til tyskere, siger Thomas Christiansen, der er salg- og marketingdirektør hos Esmark

Under pandemien fik danskerne også øjnene op for de danske overnatningsmuligheder, og dem har man formået at holde fast i og endda have flere af hos Feriepartner Sydøstjylland og Sønderjylland.

- Vi har 20 procent flere danskere, der lejer et sommerhus i påsken, i forhold til hvad vi plejer, siger Torben Jersild.