Kronprinsen i tale: Jeg kommer til Sønderjylland og fejrer Genforeningen

Kronprins Frederik og prins Christian slutter sig til dronningens fejring af Genforeningen i Sønderjylland den 13. juni. Det meddelte kronprins Frederik i sin tale ved Haderslev Lysfest.

Kronprins Frederik havde en stor nyhed med til syd- og sønderjyderne, da han i aften deltog i Haderslev Lysfest på Haderslev Kaserne i anledningen af befrielsen.

Han fortalte i sin tale, at han glæder sig til at fejre Genforeningen sammen med sin mor, dronningen, og sin søn, prins Christian, den 13. juni.

Netop den dag har H.M. Dronningen allerede bebudet sin ankomst til Sønderjylland for at markere Genforeningen.

Det var kun anden gang siden 1950, at der var en kongelig taler ved lysfesten. 

I sin tale fortalte kronprinsen, at han havde glædet sig til denne helt særlige aften ved lysfesten i Haderslev.

- Når jeg står her i aften i Haderslev, kommer jeg også for en stund til at tænke på, at det var den samme form for euforisk stemning, som min oldefar, Kong Christian den 10. oplevede, da han den 10.juli 1920 red over den gamle grænse ved Kongeåen.

- 100-året for denne store begivenhed glæder jeg mig til at fejre sammen med min mor, dronningen og min søn prins Christian, den 13. juni, fortalte kronprinsen, der dermed vender tilbage til Sønderjylland allerede i næste måned.