Oversigt

Lokale partifæller dybt berørte over tabet af Pape

Sorgen over tabet af Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, er stor blandt partiets syd- og sønderjyske folketings- og lokalpolitikere.

- Jeg har kendt Søren i snart 20 år, og jeg har altid haft den dybeste respekt for ham, og for det han stod for. Jeg betragter ham som en ven, og derfor gør det også ondt, at han ikke er iblandt os længere, siger Knud Erik Langhoff, borgmester i Kolding Kommune.

Knud Erik Langhoff fortæller, at det er hans opfattelse, at Søren Pape satte et aftryk i sine medmennesker, og det skyldes, at han "var et ordentligt menneske".

- Han har altid gjort tingene på en ordentlig måde og med respekt for andre, og jeg har stor respekt for ham som menneske og politiker. Han har været robust og stået igennem meget. Det er et kæmpe tab for Det Konservative Folkeparti og ikke mindst Sørens familie.

Tabet er også til at mærke sydpå i Aabenraa Kommune, hvor den konservative borgmester Jan Riber Jakobsen også sørger over tabet af partiformanden.

- Jeg har kendt Søren i mange år, og vi har haft mange fortrolige samtaler i min tid som byrådsmedlem og borgmester. Jeg vil huske ham for sin ordentlighed, sit nærvær og det gode humør. Han havde en speciel evne til at være til stede, for han så mennesker, for hvem de er, siger Aabenraa Kommunes borgmester.

Ifølge Jan Riber Jakobsen var én ting dog mere kendetegnede for Pape end andet.

- Han var en person, der satte partiet højere end sig selv, og det har jeg dyb respekt for, siger Jan Riber Jakobsen.

På det sociale medie X udtrykker også de lokale folketingsmedlemmer Niels Flemming Hansen og Mona Juul deres sorg over tabet af partilederen.

- Søren er ikke iblandt os længere, og jeg kan slet ikke forstå det. Søren var et helt igennem fantastisk menneske og en fantastisk politiker. Jeg kommer til at savne ham så inderligt. Æret være dit minde, kære Søren, skriver Niels Flemming Hansen.

- Min gode formand, min gode ven, et afholdt og elsket menneske er pludselig gået bort. Jeg er rystet, chokeret og frygtelig ked af det. Og vred. Fordi det forekommer så meningsløst. Fordi Søren fortjente så meget bedre. Æret være Søren Pape Poulsens minde, skriver Mona Juul.