Oversigt

Målinger gør ondt på Venstre i Sydjylland

I 2022 blev Venstre halveret fra seks til tre folketingsmedlemmer i Sydjyllands Storkreds. Nu siger meningsmålinger, at partiet kan blive halveret en gang til.

Dermed risikerer Venstre at stå med kun ét eller to sydjyske folketingsmedlemmer. Det giver dybe panderynker i partiet, siger TV2's politiske redaktør Hans Redder.

- Venstres selvforståelse er jo, at man er bredt forankret folkeparti, der er til stede i hele landet og ikke mindst uden for de store byer. Derfor vil det gøre enormt ondt i Venstre, hvis de mister mange mandater i Syd- og Sønderjylland, siger han.

Hvis målingerne bliver til virkelighed, kan det også gøre ondt på Socialdemokratiet, som kan miste to af sine seks mandater i Sydjylland. Vinderne er især Liberal Alliance, som står til en fordobling fra to til fire folketingsmedlemmer, og SF, som kan gå fra ét mandat til to eller tre.