Barsk stoleleg kan være på vej i Venstre og Socialdemokratiet

Chokmålinger til Venstre og Socialdemokratiet kan give meget stor udskiftning på Christiansborg.

Halvdelen af syd- og sønderjyderne plejer at stemme på Venstre eller Socialdemokratiet. Men begge partier bløder vælgere, så der kan komme massiv udskiftning blandt de 22 folketingsmedlemmer, som er valgt i Sydjyllands Storkreds.

Det går især ud over Venstre, som i 2019 var landsdelens største parti med seks mandater. Ved valget i 2022 blev Venstre halveret og fik kun valgt Anni Matthiesen, Christopher Melson og Hans Christian Schmidt. 

Nu står Venstre til yderligere en halvering i meningsmålingerne, så der ved næste valg kun bliver valgt en eller to. 

Påvirker politikere

Det er ikke sjov læsning for Venstre-politikerne. 

quote

Selvfølgelig påvirker det mig

Christopher Melson, folketingsmedlem, Venstre

- Selvfølgelig påvirker det mig. Alle mennesker vil jo gerne have ros for det arbejde, vi står op og laver om morgenen. Men det overskygger ikke mit arbejde. Vi er jo også kun halvandet år inde i valgperioden, og mange vælgere beslutter sig først senere, siger folketingsmedlem Christopher Melson (V) fra Vejle. 

S kan miste to af seks

Heller ikke for socialdemokrater er det lystlæsning at studere meningsmålinger. Med et dyk fra 27,5 procent ved valget - til senest kun 19,2 procent hos Megafon - kan partiet miste 15 af sine 50 folketingsmedlemmer, næsten hver tredje. 

Partiet kan altså sige farvel to af sine seks sydjyske mandater. 

quote

Når man stiller op, så ved man, at det er på lånt tid

Kris Jensen Skriver, folketingsmedlem, S

- Jeg har mange spændende opgaver, og det er et stort privilegium at være folketingsmedlem. Så man skal stå op hver dag og gøre det så godt, man overhovedet kan. Men når man stiller op, så ved man, at det er på lånt tid, så måske skal jeg være folkeskolelærer igen, siger folketingsmedlem Kris Jensen Skriver (S) fra Grindsted.

Han fik partiets sjettehøjeste stemmetal i Sydjylland. Benny Engelbrecht, Jesper Petersen, Christian Rabjerg Madsen, Anders Kronborg og Birgitte Vind fik flere stemmer, og lige nu ser de ikke ud til at blive genvalgt alle sammen. 

Stoleleg i Venstre

De sløje meningsmålinger gør særligt ondt i Venstre, siger TV2's politiske redaktør Hans Redder. 

- Venstres selvforståelse er jo, at man er bredt forankret folkeparti, der er til stede i hele landet og ikke mindst uden for de store byer. Derfor vil det gøre enormt ondt i Venstre, hvis de mister mange mandater i Syd- og Sønderjylland, siger han.

Voldsomme meningsmålinger får politikere til at frygte for deres levebrød. Det kan skabe bekymring og intern splid. 

quote

Det er jo en kamp om færre og færre stole

Hans Redder, politisk kommentator på TV2

- Man kan sidde i sin folketingsgruppe og tænke, at der nok er mange af os, som ikke er her efter næste valg. Så det er jo en kamp om færre og færre stole inde ved bordet. Særligt i Venstre kan man forestille sig, at nogen skifter parti, og at der kommer anonym kritik af formanden, siger Hans Redder. 

Tre partier jubler

Den enes død er den andens brød. Liberal Alliance har nu Henrik Dahl og Helena Artmann Andresen i Folketinget. Partiet står pt. til en fordobling, så to sydjyske LA’ere mere kan komme i Folketinget.

SF'ere hygger sig også med at læse målinger. Nu er Karina Lorentzen Dehnhardt SF's eneste folketingsmedlem fra det sydjyske. Men meningsmålinger peger kraftigt på, at partiet får to eller måske endda tre mandater fra Syd- og Sønderjylland næste gang. 

Også Danmarksdemokraterne har målinger, der giver berettiget håb om et mandat mere end de nuværende tre.