Ny undersøgelse: Mange tusinde kræfttilfælde kan forebygges ved lovgivning

Hver dag får 40 danskere en kræftsygdom, der skyldes livsstil eller miljø. Det viser en ny dansk undersøgelse, der for første gang sætter tal på, hvor mange tilfælde der kan forebygges.

Årligt får 14.235 danskere kræft på grund af tobak, uv-stråler, overvægt, alkohol og andre faktorer i livsstil eller miljø. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Resultater fra undersøgelsen:

Andel kræfttilfælde, der skyldes:

Tobak: 14,6 pct.

Uv-stråling: 5,8 pct.

Overvægt: 3,3 pct.

HPV og andre kræftfremkaldende infektioner: 2,9 pct.

Radon og anden ioniseret stråling: 2,7 pct.

Alkohol: 2,6 pct.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Det er første gang, at forskere sætter danske tal på, hvor mange kræfttilfælde, der kan forebygges. Tallene er i tråd med udenlandske opgørelser og bekræfter, at der er et kæmpe potentiale til at forebygge kræft i den danske befolkning.

- folkesundheden halter

I dag, fredag den 4. februar, er det World Cancer Day. 

Kræftens Bekæmpelse markerer den globale begivenhed ved at slå et slag for forebyggelse og mere lighed i sundhed. Det sker med afsæt i den nye undersøgelse, der også er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

- Folkesundheden i Danmark halter, og det ser vi blandt andet på kræftområdet. Men også i forhold til diabetes, hjerte-karlidelser og andre store folkesygdomme. Det er uforståeligt, at man ikke politisk gør mere for at forebygge - det ville spare mange mennesker for lidelse og alvorlig sygdom, og det ville spare sundhedssystemet for mange penge, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, i pressemeddelelsen.

Forskerne bag undersøgelsen har beregnet, at 8.617 tilfælde af de hyppigste kræftsygdomme - bryst-, lunge-, tyktarms- og modermærkekræft - potentielt kunne forebygges. Brystkræft er blandt andet koblet til overvægt og alkohol, rygning og luftforurening kan give lungekræft, mens rygning, overvægt og alkohol kan øge risikoen for tyktarmskræft.

- Tobak er ikke overraskende den største synder. Omkring 15 pct. af alle kræfttilfælde i Danmark kunne undgås, hvis ingen røg. Derfra er der et stykke ned til uv-stråling, der med små 6 pct. er nummer to på listen. Overvægt indtager tredjepladsen med lidt mere end 3 pct. fortæller seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Brian Køster, en af forskerne bag undersøgelsen.

- skal i højere grad på politisk dagsorden

Regeringen har meldt ud, at den senest 1. april kommer med et udspil til fremtidens sundhedsvæsen.

Men Jesper Fisker peger på, at vi i Danmark er berøringsangste overfor at bruge lovgivning til at forbedre folkesundheden. Danmark er f.eks. et af de eneste lande i Europa, hvor unge under 18 år kan købe alkohol og gå i solarium. Og prisen på tobak er stadig for lav.

- Vi skal forebygge på en helt ny måde. Sundhed skabes mange andre steder end i sundhedsvæsenet. Derfor er det nødvendigt med ambitiøse forpligtende målsætninger, og at lovgiverne tænker forebyggelse bredt ind alle politikområder - ikke kun sundhed, siger Jesper Fisker.