Oversigt

Regeringen vil tjekke stormflodsordning efter mange afslag

Flere end hver tredje anmeldte skade efter stormfloden i oktober sidste år er blevet afvist af Naturskaderådet.

Det skriver DR Nyheder.

Samlet set blev der anmeldt 3416 stormflodsrelaterede skader efter uvejret 20. og 21. oktober, der ramte særligt den sydøstlige del af landet.

1250 sager er blevet afvist - svarende til 36 procent af de anmeldte skader.

Stormflodsordningen dækker skader, der er sket som direkte følge af stormfloden.

Det gælder eksempelvis ødelagte gulve og møbler. Men ordningen dækker ikke skader efter opstigning af vand fra kloakker eller skader på fast ejendom, der ligger uden for et dige.

Hos Forsikring og Pension - en brancheorganisation for forsikringsselskaber - forstår direktør Kent Damsgaard godt, at ordningens begrænsninger vækker undren.

Men han siger til DR, at det "udelukkende er politikere og myndigheder, der bestemmer, hvad der skal være dækket og ikke være dækket".

Regeringen går dog med overvejelser om at ændre ordningen, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) til DR.

Han siger til mediet, at regeringen er klar til se på en ændring af ordningen, så den "kan rumme flere".