Oversigt

Sydjyske kvinder vil være selvstændige

I januar 2022 spurgte Dansk Erhverv danske kvinder i alderen 18-64 år, om de forventede at starte ny virksomhed inden for de næste tre år. Undersøgelsen viste, at iværksætterlysten er steget blandt kvinderne, da syv procent af de adspurgte kvinder forventede at starte ny virksomhed.

Det er en stigning siden oktober 2020, hvor kun to procent af kvinderne forventede at starte ny virksomhed inden for de næste tre år.

Udviklingen mærker de hos Erhvervshus Sydjylland, hvor to ud af tre deltagere på de iværksætterforløb, som erhvervshuset har faciliteret de seneste år, er kvinder.

Den store interesse fra kvinderne overrasker Per Rask Jensen, som er sparringspartner for sydjyske iværksættervirksomheder igennem Erhvervshus Sydjylland.

- Tallene er ikke et udtryk for, at vi har lavet tilbud målrettet kvinderne, men vi kan alligevel konstatere, at det er kvinderne, som står på spring for at modtage sparring og derigennem udvikle deres forretningsidéer med henblik på at give dem flyvehøjde, siger Per Rask Jensen.