Tysk test kan få din mobil til at hyle

Tyske myndigheder tester et nyt varselssignal, som også er på vej i Danmark.

En høj hyletone efterfulgt af en tysk tekstbesked på din mobiltelefon.

Det lyder måske umiddelbart en smule foruroligende, men ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der ingen grund til at blive bekymret.

I Tyskland er man lige nu i gang med at teste et nyt mobilbaseret varslingssystem, der kan sende advarsler ud til alle borgeres mobiltelefoner. 

Det kræver blot, at mobiltelefonen er på en tysk sendemast, og det sker ofte i grænselandet, at danske mobiltelefoner bliver koblet på det tyske mobilnet.

Varslingen bliver transmitteret til telefonen, uden at der er installeret en app, eller man er tilmeldt en tjeneste.

Derfor modtager alle mobiltelefoner et varsel, når det sendes ud.

Nyt system i Danmark også

Teknikken bag det nye nationale, tyske varslingssystem kaldes cell broadcast.

Det svarer til, at telefonen modtager en radiotransmission.

I Danmark er myndighederne også i gang med at udvikle et tilsvarende system med den samme teknologi.

Det er planen, at systemet skal testes i slutningen af året. 

Normalt bliver varsler fra beredskabet udsendt via sirener, medier og politi.
Normalt bliver varsler fra beredskabet udsendt via sirener, medier og politi.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Varsling gennem mobiltelefon er tænkt som et supplement. Der vil fortsat blive brugt sirener og varsling gennem medier og politi. Systemet gør det muligt at sende en varsling til udvalgte mobilmaster i et afgrænset geografisk område.  

Det oplyser Beredskabsstyrelsen til TV SYD.

Det er EU, der har besluttet, at der skal indføres mobilvarsling i samtlige EU-lande.

Har du modtaget en tysk varselsbesked, kan den slettes uden problemer, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.