Oversigt

Vold mod lærere er et problem i hele Syd- og Sønderjylland

Slag, spark, spyt og trusler om vold er hverdag for lærerne i Syd- og Sønderjylland.

Det viser TV SYDs rundringning til lærerkredsene og kommunerne i Syd- og Sønderjylland.

Samtlige fortæller, at lærerne oplever både fysisk og psykisk vold, og nogle beretter om en stigning i især trusler om vold.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

I januar 2022 udgav Danmarks Lærerforening en rapport, hvori de også kunne dokumentere, at der sker omfattende fysisk og psykisk vold og trusler mod lærere. Rapporten viste, at 34 procent af lærerne i den danske folkeskole har været udsat for vold.

Blandt andet i Sønderborg Lærerkreds.

- Det er noget, der fylder, og min fornemmelse er, at det er et stigende problem. Der er et kæmpe mørketal, fordi mange voldelige episoder ikke bliver registreret, siger Nanna Stryhn-Johnsen, formand for Sønderborg Lærerkreds.

En af dem, der har oplevet det er folkeskolelærer i Syd- og Sønderjylland, "Camilla", der medvirker anonymt af hensyn til sit arbejde.

- Det er skræmmende, det er blevet så almindeligt at sige "dumme kælling", "fede svin", "fuck dig" og "møgluder". Det værste er kontinuiteten, at det foregår så hyppigt. Når det er børn, der siger det, tager man det ikke så meget ind i første omgang. Men når det er så hyppigt, er det mere voldsomt, siger "Camilla".