Det startede med et skateboard: Nu vil Peter spille computer for sin søns skyld

Peter Jakobsen aner intet om computerspil, men han vil hellere være åben end forudindtaget. Nu håber han, at hans deltagelse i ’Tæv Din Teenager’ giver svar på hans spørgsmål og noget nyt til far/søn-forholdet med knægten Daniel.

Peter Holm Jakobsen anede ikke, at hans kone Kris havde meldt ham til tv-programmet ’Tæv Din Teenager’.

Men en dag ringede telefonen, og Peter og hans 11-årige søn Daniel blev inviteret til casting. For Daniel elsker computerspillet Fortnite, og Peter kan overhovedet ikke spille computer. Det mente Kris, der skulle gøres noget ved. 

Hvad er Fortnite?

  • Fortnite er et samarbejds- og overlevelsesspil, der udkom i 2017. 
  • Man kan spille alene eller i hold og skal forsøge at være den sidste overlevende på en ø med 100 andre spillere.
  • Fortnite kan spilles på alle platforme og er gratis at downloade.
  • Spillet er på få år blevet ekstremt populært, og på verdensplan er der over 200 millioner registerede brugere af Fortnite.

    Kilde: Wikipedia og Gamereactor
    ​​​​​​ 

Og pludselig stod den 34-årige kørelærer fra Haderslev overfor en kæmpe udfordring: at sætte sig ind i en gaming-verden, han ikke kender eller forstår.

- Jeg er forundret over, at man kan være så optaget af én ting i så mange timer. Det er lidt spøjst, at det kan fange en så meget, blot ét spil. Jeg er ikke så vant til at sidde indenfor, fordi det har jeg ikke brug for. Jeg er nok mere et udemenneske, siger Peter Jakobsen.

Han én af de fire forældre i den nye sæson af ’Tæv Din Teenager’, der kaster sig ud i et tre måneders projekt, hvor de skal lære at spille Fortnite.

Og valget om at deltage i projektet vinder stor respekt hos Daniel.

- Jeg synes, at det er dejligt, at han gider og prøve sætte sig ind i det i stedet for at lave en masse regler for noget, som han er ligeglad med, siger Daniel.

Tæv Din Teenager

  • 'Tæv Din Teenager' er et program, der bliver sendt hver søndag kl. 19.30 på TV SYD. 
  • Fire forældre skal med hjælp fra en coach lære at spille computerspillet Fortnite og forvandle sig et e-sportshold, der kan banke deres egne teenagere i spillet. 
  • Det er muligt at streame serien på TV SYD Play eller YouTube. Du kan følge programmets Facebook-side her. 
  • Det er anden sæson af programmet, der første gang blev vist i 2018. Her skulle fem forældre lære at spille skydespillet Counter-Strike. 

På sin søns præmisser

Daniel og Peter har lavet rigtig mange aktiviteter sammen, men det har for det meste været på Peters præmisser. Det har hver gang foregået i naturen, hvor Peter har forsøgt at trække Daniel ud af værelset. 

Han har taget sin søn med ud at fiske eller taget ham med på jagt og lavet ting, som Peter syntes var spændende.

Se præsentationen af Peter og Daniel fra den nye sæson af 'Tæv Din Teenager'. 

- Daniel sagde, at han syntes, det var okay sjovt, men det var nok mere for at gøre mig glad, griner Peter Jakobsen.

Så da Daniel ønskede sig et skateboard i gave, øjnede Peter chancen for at give noget tilbage til Daniel. Han købte derfor to skateboards. Ét til Daniel – og ét til sig selv.

- Så nu står jeg også på skateboard for at se, hvad ungerne laver på skaterbanen. Ikke for at holde øje, men for at være sammen med dem, siger Peter Jakobsen.

quote

Jeg er spændt på, at det her kan give noget til mig. Og os – som far og søn. Det kan være, at det kan give noget nyt, som jeg ikke har kunne bringe ind i vores far/søn-forhold.

Peter Holm Jakobsen, deltager, 'Tæv Din Teenager'.

Den samme indstilling vil Peter Jakobsen nu tage med ind i et Fortnite-univers. Han vil blive klogere, inden han laver alle mulige regler for sin søn, men han er mest af alt nysgerrig på den verden, som fylder så meget i Daniels hverdag.

- Jeg er meget nysgerrig på, hvad det spil her kan give. Det kan tydeligvis give et eller andet. Jeg er spændt på at se, om det her kan give noget til mig. Og os – som far og søn. Det kan være, at det kan give noget nyt, som jeg ikke har kunnet bringe ind i vores far/søn-forhold, siger Peter Jakobsen.

Spild af penge

Peter synes, at Daniel har et sundt forhold til Fornite. Han har dog måtte opdrage lidt på det med at huske at slukke computeren og koble af.

Men de har også haft en snak om det bruge penge inde i spillet og det at spille om penge.

- Han har selvfølgelig brugt en del penge på Fortnite til at købe skins (udsmykning i spillet, red.), og de der Fortnite-mønter (V-bucks, red.). Det har vi haft vendt og talt om, og vi blevet enige om, at han må ønske sig det i fødselsdagsgave.

Det kan være svært at forklare bedsteforældre, at deres barnebarn ønsker sig virtuelle penge i fødselsdagsgave, og at det er det, der betyder noget for Daniel lige nu i livet. Det har de accepteret, men det ændrer ikke ved, at Peter Jakobsen stadig finder det en smule åndssvagt.

- Det giver ingen mening, at man bruger penge i spillet. Det kan jeg godt blive lidt irriteret over. Så har han købt tre nye skins, og så har han brugt alle sine penge. Bliver han så bedre? Åbenbart ikke. Og det forstår jeg virkelig ikke, siger Peter Jakobsen.  

Peter er åben overfor Fortnite, men har også mange spørgsmål. Svarene får hans syn på Fortnite til ændre sig i løbet af denne sæson af 'Tæv Din Teenager'.
Peter er åben overfor Fortnite, men har også mange spørgsmål. Svarene får hans syn på Fortnite til ændre sig i løbet af denne sæson af 'Tæv Din Teenager'.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD

’Online-venner er ikke venner’

Én af de ting, der kan bekymrer Peter Jakobsen ved Fortnite, er den onlineverden, som Daniel hver dag bevæger sig i og skal forsøge at navigere i.

Hver dag hører han Daniel snakke med fremmede mennesker i Fortnite. Folk, som han ikke kender og heller ikke nødvendigvis taler dansk.

- Vi vidste jo godt, at han havde engelsk i skolen, men vi havde aldrig hørt ham snakke det. Den første gang, vi hørte ham tale engelsk, var i Fortnite, hvor han pludselig har en dialog på engelsk. Det var ret vildt, siger Peter Jakobsen.

Han kan sagtens se det positive i mødet med andre mennesker og mulighederne for at udvikle sine sprogskundskaber, men han er skeptisk overfor det at få ’venner’ gennem et spil. I hans verden er online-venner ikke rigtige venner.

- Det giver ikke nogen mening for mig, at man kan få venner i Fortnite. Det har jeg svært ved at forestille mig. Man kender dem jo ikke, og man er ikke sammen med dem, siger Peter Jakobsen.

quote

Det giver ikke nogen mening for mig, at man kan få venner i Fortnite. Det har jeg svært ved at forestille mig.

Peter Holm Jakobsen, deltager, 'Tæv Din Teenager'. 

Venskabet mellem Peter og Daniel er blevet sat på pause, og skateboardet er blevet lagt på hylden for en stund. 

De er nemlig konkurrenter nu, så længe han er med i ’Tæv Din Teenager’.

- Det er mange år siden, at jeg sidst kunne slå ham i et computerspil. Han har rundbarberet mig lige siden. Jeg kunne godt tænke mig noget oprejsning igen, så jeg går efter at vinde, siger Peter Jakobsen.

På TV SYD Play og Youtube kan ud følge med i den nye sæson af ’Tæv Din Teenager’. Du kan også følge programmets Facebook-side her for at få ekstra indhold fra programmet.