God ide at planlægge, hvornår I kører i bededagsferien

Trafikken vil fra torsdag eftermiddag være intens flere steder i Syd- og Sønderjylland. Især ved grænsen, ved Vestkysten, og på motorvejene vil der i perioder være tæt trafik.

Dagene omkring store bededag fredag den 12. maj byder sædvanligvis på perioder med tæt trafik og risiko for forsinkelser flere steder i landet.

Mange danskere vælger at tage i sommerhus eller på familiebesøg, og den øgede trafik vil hovedsageligt kunne mærkes på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland.

Derudover kan trafikanter forvente tæt trafik i de store sommerhusområder og på Sønderjyske Motorvej til og fra Tyskland, oplyser Vejdirektoratet.

I store bededagsferien afholdes også Korskro Hestemarked, og det vil give perioder med tæt trafik og risiko for forlænget rejsetid på E20 Esbjergmotorvejen ved afkørsel 73 Korskro samt på rute 11 Ølufvad Hovedvej.

Især fredag vil der i området være pres på vejene i tidsrummet klokken 11-16, skriver Vejdirektoratet. 

Trafikken i store bededagsferien
Trafikken i store bededagsferien
Foto: Vejdirektoratet