Se om du bor i en indbruds-kommune

Det samlede antal af indbrud i Syd- og Sønderjylland er på et år faldet voldsomt. Dog stiger tallet i fire af 14 kommuner.

Indbrudstyvene har fået sværere arbejdsvilkår i Syd- og Sønderjylland, viser helt friske tal fra Danmarks Statistik. Antallet af indbrud i private hjem er nemlig faldet markant.

I de 14 syd- og sønderjyske kommuner er der i andet kvartal af 2019 begået 697 indbrud, og det er hele 29 procent færre end samme periode sidste år, hvor der blev anmeldt 979 indbrud i beboelser. 

Men i fire af kommunerne er tendensen dog lige modsat. Her er antallet af indbrud steget på et år. Det er i de tre sønderjyske kommuner Haderslev, Tønder og Aabenraa samt i Horsens.

I Haderslev er der sket 26 procent flere indbrud, mens tallet i Aabenraa og Tønder er steget med henholdsvis 16 og 9 procent.

Stigning i antallet af indbrud i disse fire kommuner

  1. Haderslev: 26,3 % fra 38 til 48
  2. Aabenraa: 15,8 % fra 38 til 44
  3. Tønder: 9,1 fra 33 til 36
  4. Horsens: 1 % fra 70 til 71

Størst nedgang i Sønderborg

Mens de tre andre sønderjyske kommuner oplever en stigning i antallet af indbrud, placerer den fjerde sønderjyske kommune Sønderborg sig på toppen af listen over steder, hvor antallet af indbrud er faldet mest.

Her er der på et år anmeldt knapt 100 færre indbrud. Andet kvartal 2018 var der 158 indbrud, mens der i år kun har været 64. Et fald på knapt 60 procent.

Borgerne i Hedensted og Kolding oplever også færre indbrud. Her er de faldet henholdsvis 44 og 41 procent.

Oversigt: Indbrud i Syd- og Sønderjylland

Antal indbrud andet kvartal 2018 sammenlignet med samme kvartal 2019

  1. Sønderborg fra 158 til 64 - nedgang på 59,5 %
  2. Hedensted fra 82 til 46 - nedgang på 43,9 %
  3. Kolding fra 130 til 77 - nedgang på 40,8 %
  4. Fredericia fra 67 til 41 - nedgang på 39 %
  5. Billund fra 24 til 15 - nedgang på 37 %
  6. Varde fra 45 til 29 - nedgang på 36 %
  7. Vejle fra 169 til 113 - nedgang på 33 %
  8. Fanø fra 7 til 5 - nedgang på 29 %
  9. Vejen fra 25 til 21 - nedgang på 16 %
  10. Esbjerg fra 93 til 87 - nedgang på 6 %
  11. Haderslev fra 38 til 48 - stigning på 26 %
  12. Aabenraa fra 38 til 44  - stigning på 16 %
  13. Tønder fra 33 til 36 - stigning på 9 %
  14. Horsens fra 70 til 71 - stigning på 1 %

Ifølge de nye tal fra Danmarks Statistik blev der på landsplan anmeldt 4947 indbrud i private hjem i årets andet kvartal. Det er et fald på over 20 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

- Det er rigtig glædeligt, at antallet af indbrud er faldende, og vi oplever en stigende interesse for at indbrudssikre sit hjem og tilmelde sig Nabohjælp. Tiltag, som vi ved, virker, når det gælder om at holde tyven på afstand, men vi er bestemt ikke i mål endnu, udtaler Britt Wendelboe, der er programchef i TrygFonden og repræsentant for Bo trygt.

Der sker omkring tre gange så mange indbrud i private hjem i Danmark som i Sverige, Norge og Tyskland. TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd (DKR) står bag indsatsen Bo trygt!, der har som målsætning at reducere antallet af indbrud i private hjem fra over 30.000 til under 10.000 om året. 

Tre gode råd mod indbrud

Juli måned er en travl tid for indbrudstyve. Folk er på sommerferie, og derfor er beboelser typisk tomme. En god måde at sikre sig mod indbrud er derfor eksempelvis at alliere sig med naboer, der endnu ikke er taget på sommerferie. 

Tre gode råd mod indbrud:

1. Vær en god nabohjælper

Hils på dem, du møder på din vej. Og brug Nabohjælps app til at fortælle nabolaget, hvis noget vækker mistanke, eller nogen har haft indbrud. Godt naboskab og fælles opmærksomhed øger tyvens risiko for at blive opdaget. Og det gør nabolaget mere trygt for dig. Hent appen eller læs mere på nabohjælp.dk.

2. Tænd lys ude og gør det svært at bryde ind

Sørg for god belysning udenfor dit hjem. Lys med sensor øger chancen for, at tyven bliver set af naboerne og forstyrret i sit arbejde. Undgå store træer, høje hække og mørke gemmesteder omkring huset. På den måde bliver det sværere for tyven at komme uset ind.

Lås værktøj og haveredskaber inde i dit skur eller garage, så det ikke kan bruges til indbrud. Sørg for gode, solide låse og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven.

3. Ring 114 ved mistanke om indbrud

Ring 114 hvis du har haft indbrud eller er vidne til mistænkelig adfærd. Politiet kan opklare flere indbrud, hvis du hjælper dem. Dine oplysninger er måske afgørende, og selv mindre detaljer kan gøre en forskel. Og deler du også din viden med nabolaget, kan endnu flere hjælpe.

(Kilde: Bo trygt, TrygFonden og Realdania)