Oversigt

Dansk Folkeparti hapser tidligere Nye Borgerlige-medlem

Byrådsmedlem i Tønder Kommune, Allan Svendsen, har meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Det sker efter en periode som løsgænger og med en fortid i Nye Borgerlige.

Det skriver Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse. 

Det lå ellers ikke i kortene, at den 54-årige kommunalpolitiker skulle melde sig ind i et nyt parti, da han tidligere har givet udtryk for sin dedikation til Nye Borgerlige. 

- Jeg har et livstidsmedlemsskab af Nye Borgerlige, og det forpligter jo lidt ud over det sædvanlige. Så jeg kommer hellere til at melde mig helt ud af politik end at skifte parti, har Allan Svendsen tidligere fortalt JydskeVestkysten.

Men for at citere den tidligere statsminister, Jens Otto Krag, så har man et standpunkt, til man tager et nyt. Og da partiets stifter, Pernille Vermund, forlod partiet, fulgte Allan Svendsen med ud af døren.

I stedet for Liberal Alliance, som Vermund skiftede til, har byrådsmedlemmet i Tønder valgt Dansk Folkeparti. 

- For mig handler politik udelukkende om ærlighed, ordentlighed, anstændighed og at sætte handlinger bag holdninger. Det er disse værdier, jeg sætter i forgrunden, og som jeg finder repræsenteret i Dansk Folkeparti, siger Allan Svendsen i pressemeddelelsen.

Udover Nye Borgerlige har byrådsmedlemmet også en fortid i Liberal Alliance.