Nu rejses statue af "den lokale Moder Teresa"

Hun blev kendt for sine mange gode gerninger for de svage i samfundet, og så var hun også en tur i arresten i Flensborg under 1. verdenskrig. I anledning af Løgumklosters 850-års jubilæum indvies nu en statue af Kjestine Andersen.

”Det ka æ it haus nau om”.

Sådan kunne det ganske ydmygt lyde, når Kjestine Andersen blev spurgt ind til sit liv og sin gøren og laden.

Der er dog andre, som gerne vil sætte ord på Kjestine Andersens gerninger. Og de ord er positive.

Faktisk så positive at der lørdag bliver rejst en statue af "Stinne mæ æ biwl" (Stinne med biblen), som hun også kaldes.

quote

I folkemunde gik det på, at hun var nærmere Vorherre end paven

Hans Holt om Kjestine Andersen

Det er i anledning af Løgumklosters 850-års jubilæum, at der lørdag bliver indviet en bronzestatue af det kendte bysbarn.

Nærmere Vorherre end paven

Men hvem var "Stinne mæ æ biwl", og hvorfor skal hun mindes med en statue?

Det har Hans Holt svaret på. Han er bestyrelsesformand for Andelsvaskeriets Mindefond, som donerer skulpturen.

- Hun var meget velanset på grund af alle sine gode gerninger. Hun var jo en lokal Moder Teresa, fortæller han.

"Stinne mæ æ biwl"
Det var et sjældent syn at se "Stinne mæ æ biwl" uden en bibel i hånden.
Foto: Privat

Kjestine Andersen blev født i 1855 og døde i 1951. Ifølge kilderne levede hun bestemt ikke i overflod. 

Hun var kendt for at hjælpe de svageste i samfundet.

- Hun var lidt af en Robin Hood, da hun var meget uselvisk. Hun fik for eksempel foræret en ny frakke på et tidspunkt. Den gav hun til en pige i toget, som sad og frøs.

Ifølge Hans Holt kan man heller ikke komme uden om, at hun var meget religiøs. 

- I folkemunde gik det på, at hun var nærmere Vorherre end paven, siger han.

En nat i arresten i Flensborg

Netop hendes stærke tro var i slutningen af 1. verdenskrig årsag til, at hun kom på kant med loven.

Hun rejste til Flensborg for at uddele bibler til de tyske soldater - på trods af, at hun ikke talte særlig meget tysk.

Da det var krigstid, var det et krav, at man kunne fremvise legitimation.

- Der havde hun biblen med som pas. Det var passet til himlen, så kunne den også gå til Tyskland, lyder det med et grin fra Hans Holt.

Den gik dog ikke.

Derfor måtte "Stinne mæ æ biwl" tilbringe en nat i arresten i Flensborg.

"Stinne mæ æ biwl"
De sidste år i sit liv var Kjerstine Andersen sengeliggende. Hun døde i 1951.
Foto: Privat

Kjestine Andersen gik oftest klædt i sort med en stor bibel i hænderne, og det er da også sådan, hun bliver portrætteret i form af den statue, der kommer op i Løgumkloster.

- Hun er ikke bare en original. Hun er en ener, der gjorde, som mange af os burde gøre. Hun satte sig selv fuldstændig til side for at hjælpe andre, fortæller Hans Holt.

Han er slet ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning at rejse en statue af ""Stinne mæ æ biwl". Også selvom hun var meget ydmyg og næppe selv havde godkendt idéen.

- Det fortjener hun, og det fortjener byen også, siger han.