Tidligere ejere begræder nedbrændt café: - Hele vores historie er forsvundet

I mange år var Café Retro, der tidligere gik under navnet Fregatten og Cafeteria Lakolk, et sandt familieforetagende. Nu er stedet brændt ned, og det har sat mange følelser i gang hos de tidligere ejere.

Natten til onsdag udbrød der brand i Café Retro i Lakolk på Rømø.

Det var ikke kun caféens fysisk mure, der gik gået op i røg. Det er gjorde også minderne for mange gæster og ikke mindst de tidligere ejere af stedet.

- Vi kan virkelig mærke, at der er mange, der har haft et forhold til stedet, for vi har fået mange beskeder det seneste døgn. Min indbakke vælter bare ind med kærlighed. Det er meget, meget rørende, siger Sylvia Trine Engel, hvis bedsteforældre og forældre drev stedet i mere end 50 år sammenlagt.

Stedet har ikke altid heddet Café Retro. Det er i virkeligheden en forholdsvis ny opfindelse, efter at Sylvia Trine Engels forældre gik på pension for få år siden og solgte stedet videre.

I 1967, hvor Sylvia Trine Engels mormor og morfar for første gang kunne byde gæsterne velkommen, hed stedet nemlig Fregatten. Med årene udviklede stedet sig, og navnet Fregatten blev udskiftet med Cafeteria Lakolk, som Sylvia Trine Engel mener de fleste kender stedet som.

Cafe Retro
Billedkvaliteten var ikke den bedste før årtusindeskiftet. Men her ses Sylvia Trine Engels familie, der tidligere ejede stedet.
Foto: Privatfoto

Har haft en helt særlig betydning for mange

Det er ikke kun i lokalområdet, at branden er blevet modtaget med vemod. Det er også tilfældet syd for grænsen.

- Der er flere tyskere, der har skrevet til os, at det er deres andet hjem, der er brændt ned. Der er jo sindssygt at tænke på, at det sted har betydet så meget for så mange mennesker i flere lande, siger Sylvia Trine Engel.

Men det er ikke kun hos tyskerne, at stedet har haft en helt særlig betydning. Det er i så høj grad også gældende hos Sylvia Trine Engel og familien.

Hun begyndte at hjælpe til på stedet som niårig og har brugt en stor del af sit liv på stedet.

Cafe Retro genåbner ikke i 2023-sæsonen på grund af branden.
Sådan så det ud, da flammerne angreb caféen.
Foto: Presse-fotos.dk

- Stedet betyder meget for, hvem jeg er blevet til i dag, for det har virkelig dannet mig. Men det er jo ikke kun mig, som stedet har haft stor betydning for. Det er jo hele min families historie, siger hun.

I løbet af syv timer kæmpede brandvæsnet med til få bugt med ilden. Men lige lidt hjalp det, for stedet måtte i sidste ende lade livet. Nabobygningerne klarede dog skærene, da brandvægge gjorde, at ilden ikke fortsatte.

Ingen personer kom til skade under branden, og brandårsagen kendes endnu ikke.