Både solskin og regn: lørdag bliver weekendens udedag

Særligt første del af dagen bliver fin – senere går en front med regn ind over landet.

Lørdag er kommet flot fra start, men det er med at nyde det, så længe det varer. Regnen går senere på dagen ind over landet fra vest. Det fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Det betyder, at jo længere mod øst, du befinder dig, desto længere bliver den flotte dag. 

Samtidig bliver det rimeligt lunt med op til 22 grader. De koldeste steder skal dog ikke forvente mere end 16.

Regnen kommer ind med en varmfront, og det vil begynde at dryppe omkring klokken 14-15.

Østpå holder det tørt noget længere, og der vil regnen først komme ud på aftenen.

Der vil i dag mest være tale om let regn, og mange vil overvejende opleve det som tørvejr i dag, alt efter hvor de befinder sig i landet. Vinden kommer heller ikke til at få nævneværdig betydning.

Temperaturer lørdag eftermiddag. 
Temperaturer lørdag eftermiddag. 
Foto: TV2 Vejret

Lige som de seneste dage vil himlen være dækket af drivende cumulusskyer. 

- Lørdag bliver weekendens bedste dag, så det er med at med at nyde den. I morgen kommer en koldfront ind med mere regn, og det kan blive rimeligt intenst, siger Andreas Nyholm.

Ingen af prognosemodellerne viser skybrud søndag, men det kommer tæt på, og det er derfor ikke udelukket, at der lokalt ender med skybrud alligevel.

Skybrud er, når der faldet mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Søndag vil starte vådt for så at klare op senere på dagen.