Skandalesag er ikke årsag til kødfirmas konkurs, siger direktør

Direktøren forsøger nu at rejse kapital med hjælp fra en bank og "udenlandske kolleger". Det fortæller han i et interview med TV 2.

Efter en række sager om forkert mærket kød har slagterivirksomheden Skare Meat Packers samt en række andre selskaber i koncernen begæret sig konkurs.

Beskeden blev onsdag overleveret til de mere end 300 ansatte på slagteriet i Vejen. Men nu tager kødkoncernens direktør og ejer Kurt Skare selv bladet fra munden.

Overfor TV 2 afviser han, at konkursen skyldes, at flere store supermarkedskæder har droppet slagteriet som leverandør.

- Vi har valgt at begære virksomhederne konkurs, fordi det er den bedste måde at styre sagerne på lige nu. Jeg har ikke givet op, siger han til TV 2.

Ifølge direktøren vil han stadig ”kæmpe” for sine virksomheder.

Konkurs skyldes ”dårlig likviditetssituation”

Konkursen kommer kun få dage efter, at Rema 1000 droppede Skare Meat Packers som kødleverandør. Også Salling Group har stoppet samarbejdet med slagterivirksomheden.

Det skete i kølvandet på en sag, hvor Fødevarestyrelsen i december fandt 250 ton gammelt kød i et af selskabets frysehuse. En del af kødet var fra 2010.

Men ifølge Kurt Skare skyldes konkursen ”en dårlig likviditetssituation”, og ikke de mistede storkunder.

- Bygningerne, hvor min virksomheder er, er omkring 300 millioner kroner værd, og jeg skylder kun 10 millioner kroner i dem. Men det er umuligt at få likviditet ved at låne i bygningerne, så derfor har jeg taget det her skridt, siger han.

LYNANALYSE - Ole Krohn, finanskommentator, TV 2 Nyhederne

Kurt Skare har gang på gang vist sig at være en kat med ni liv i fødevarebranchen. Han forsøger endnu en gang at redde sig ud af en meget prekær situation, men min vurdering er, at det bliver meget svært.

Der er dele af hans koncern, der ikke er omfattet af konkursen, blandt andet pålægsfabrikkerne. De har en chance, men det andet bliver svært. Den her gang skal der mere end ni liv til.

Alligevel håber den skandaleramte direktør at rejse ny kapital i samarbejde med ”udenlandske kollegaer”.

Samtidig diskuterer han løbende med en unavngiven bank om at hjælpe ham ud at situationen, fortæller Kurt Skare.

quote

- Jeg har ikke givet op

Direktør og ejer, Skare Meat Packers

250 tons gammelt kød

Det var under et kontrolbesøg, som varerede mere end 12 timer, at Fødevarestyrelsens rejsehold fandt de 250 ton gammelt kød.

Det er ikke ulovligt at sælge gammelt kød. Faktisk må man sælge kød, der er op til 50 år gammelt. Det er til gengæld ulovligt at sælge kød, hvis ikke det kan spores.

Og det var endnu et problem, styrelsen opdagede under deres besøg, hvor der manglede anmærkninger på en del af kødet, som derfor ikke kunne spores tilbage til oprindelseslandet.

Dertil kommer, at virksomheden ifølge Jyllands-Posten to gange det seneste år er blevet taget på fersk gerning af netop Fødevarestyrelsen i at ændre etiketten på kødet. På den måde kom kødet pludselig ikke fra Italien, men fra Tyskland.

En række tidligere medarbejdere og chefer har også stået frem i dagbladet Politiken og fortalt om "systematisk snydt" med oplysninger om, hvor kødprodukter stammer fra.

De mange brud på reglerne førte til en politianmeldelse, men Kurt Skare har afvist, at virksomheden skal have ageret på kant med loven.