Thomas Helmig gav gratiskoncert for særligt udvalgte: - Det er sgu sjældent, at der falder guld ned fra himlen

Man skulle opfylde et af to krav, hvis man skulle med til gratiskoncert med Thomas Helmig.

Det er ikke hver dag, man får et tilbud af den kaliber.

Dagen før Jelling Musikfestival går i gang, kunne en helt særlig gruppe af mennesker nyde en koncert med Thomas Helmig.

quote

Vi er borgere i Jelling, og det er sgu sjældent, at der falder guld ned fra himlen.

Gitte Johansen, Festivalgæst

Kriterierne, for at deltage i gratiskoncerten, var nemlig, at man enten skulle være frivillig på festivalen eller være borger i byen Jelling.

- Der skete det fantastiske, at Thomas Helmig kontaktede os og sagde, at han havde lyst til at spille en koncert for de frivillige og for byen, forklarer Gaute Parbo Niemann, der er programchef på Jelling Musikfestival.

Programchefen tilføjer, at det ikke tog lang tid, før Jelling Musikfestival sagde ja tak til det tilbud.

- For os er de frivillige rygraden for det hele. Uden frivillige er der ingen festival. Så at kunne give dem sådan en gave, det er fuldstændig uvurderligt, siger Gaute Parbo Niemann.

Kæmpe overraskelse

På festivalpladsen i Jelling var der også stor begejstring for Thomas Helmigs overraskelse.

- Det kom som en kæmpe overraskelse, men vi springer på. Vi er vilde med Thomas Helmig. Vi er borgere i Jelling, og det er sgu sjældent, at der falder guld ned fra himlen. Så vi tager den, siger Gitte Johansen, der bor i Jelling.

Netop tanken om at hylde frivilligheden er særlig vigtig, mener flere af festivalgæsterne.

- Jeg synes, at det er en rigtig flot tanke. Og jeg synes, at det er meget stort af Thomas Helmig, at han giver en gratis koncert, siger Tina Petersen, der bor i Jelling og er festivalgæst.

Koncerten fandt sted på festivalpladsens Teltscene.