81-årige Laurits tramper pedaler i den gode sags tjeneste
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
De seneste tre dage har Laurits Tørnæs cyklet 450 km fra Skagen til Varde for at samle penge ind til psykisk sårbare. Søndag eftermiddag nåede han i mål i Varde.
Selvom benene er fra 1936, kan den tidligere amtsborgmester og minister Laurits Tørnæs sagtens lægge sig i front og trække de unge.
Feltet med 120 cykelryttere har lagt 450 kilometer bag sig og nærmer sig målet i Varde. Gennemsnitsalderen på holdet er omkring 55 år – men Laurits Tørnæs er med sine 81 år altså den ældste.
- Når jeg kan køre med, så kan alle køre med. Det gav lidt ømme lårbasser og en lidt brændt bagdel i starten. Men vi er jo pakket godt ind af flotte piger. Så det styrker motivation, siger han til TV SYD.
Pæne piger er dog ikke den eneste drivkraft. Overskuddet fra løbet går ti, at forbedre livskvaliteten hos psykisk sårbare gennem idræt.
- Sidste år var jeg med til at overrække en check, hvor tårerne bare løb ned ad kinderne på vedkommende. Det er fantastisk, og det rører en. Så kører man gerne 450 km, siger Laurits Tørnæs.
Den 81-årige krop er slet ikke færdig med at cykle endnu.
- Benene skal ikke hvile sig for længe. Bare lige en hurtig pause, og så på den igen.
Ungt par kan være starten på øens generationsskifte
Mange unge rejser til Asien, Afrika eller Amerika i deres sabbatår, men ikke kæresteparret Ida og Anton. De har valgt at tilbringe en del af deres sabbatår på Endelave.
Inde i køkkenet på Kroen Endelave bliver der lavet burgere, pommes friter og stjerneskud en masse.
I receptionen ringer klokken. Der bliver spurgt om et bord til to.
- Vi kan godt lige klemme to mere ind, siger 21-årige Ida Elmgreen Bach Sørensen, der er daglig leder af Kroen Endelave.
Men så er der hellere ikke plads til flere, for det vælter ind med spisende sommergæster.
- Vi arbejder omkring 13 timer om dagen, fortæller Ida Elmgreen Bach Sørensen.
21-årige Ida Elmgreen Bach Sørensen står for den daglige drift på Endelave Kro sammen med sin kæreste.
Den unge kvinde står for den daglige ledelse af kroen sammen med sin kæreste, 22-årige Anton Willum Kousgaard. De har taget rejsen fra henholdsvis København og Odder for at bo på øen og drive kroen.
- Jeg startede i marts, og så kom Anton i april. Planen er, at vi skal være her året ud eller måske til starten af næste år, siger Ida Elmgreen Bach Sørensen.
Til daglig bor der 151 mennesker på øen, og selvom det er få, er der altid en hjælpende hånd at finde.
En dag manglede kroen estragon for at kunne køre aftenserveringen, så Ida Elmgreen Bach Sørensen tog hen til campingpladsen for at høre, om de havde noget liggende. I stedet for estragon gav de gav hende et privatnummer på Tove, som havde krydderuter i haven, og så var det fikset.
- Det er ligesom at bo på en kæmpe villavej. Alle kender alle og er klar til at hjælpe, siger Ida Elmgreen Bach Sørensen.
Kroen Endelave tilbyder både spisning og overnatning.
Ø-holdet håber på et generationsskift
På øen har de oprettet "Ø-holdet", som skal forsøge at få unge til at flytte til øen, så der kan komme et generationsskifte.
- Vi er oppe i årene, så vi skal have nogle af de unge til at komme og overtage, siger Lene Iversen, der er beboer på Endelave og en del af Ø-holdet.
Lene Iversen håber flere unge vil flytte til øen.
Ø-holdet arrangerer samtaler med unge mennesker, der overvejer at flytte til øen, for at snakke deres problematikker ved at flytte til øen igennem.
- Vi har fået Ida og Anton over, men ellers er der ikke kommet flere. Jeg er dog optimistisk, siger Lene Iversen.
Gennemsnitsalderen på øen er 65,3 år, og beboerne håber, at flere unge mennesker vil slå sig ned i fremtiden.
- Vi kan sagtens få tiden til at gå, men det er dejligt med noget larm og børnelatter, siger Lene Iversen.
Det unge par har boet på øen i nogle måneder, og de har allerede fået en idé om, hvor de skal hen i fremtiden.
- Det er dejligt at bo her, men der er langt hjem. Jeg vil gerne tilbage til København på et tidspunkt, fortæller Ida Elmgreen Bach Sørensen.
- Jeg ved ikke om vi vil blive boende, men vi vil helt klart komme på besøg, siger Anton Willum Kousgaard.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.