Kortere skoledage til eleverne i Ølgod

Ølgod Skole har det sidste år været med i et forsøg om kortere skoledage. I dag besøgte undervisningsministeren elever og lærere.

Det seneste år har Ølgod Skole været med i et forsøg, hvor undervisningsministeriet har givet dem lov til at fravige fra folkeskolereformen og forkorte skoledagen. Det betyder blandt andet, at eleverne på det de mellemste klassetrin tre dage om ugen har fri klokken 14.

Det er undervisningsminister, Merete Riisager (LA), der har givet 50 skoler mulighed for at være med i et tre-årigt forsøg, der skal gøre folkeskolen lidt bedre. I dag mandag besøgte hun elever og lærere på Ølgod Skole.

- Det, der er vigtigt, er at holde sig målsætningen for øje. Børnene skal blive dygtige, og de skal bevæge sig. Det gør man her på Ølgod Skole. De bruger en lille smule fleksibilitet til at få mere frihed til at gøre tingene godt, og det ser ud til at give rigtig god mening, siger undervisningsminister, Merete Riisager, til TV SYD.

quote

Der kommer et signal til mig fra forældre, fra lærer og fra skoleledere om, at man ønsker at gøre tingene på en lidt anden måde.

Undervisningsminister, Merete Riisager.

Flere muligheder til eleverne
Før skemaet på Ølgod Skole blev lavet om, var eleverne ofte trætte, når klokken ringede ind til sidste lektion. Skoleleder på Ølgod Skole, Lene Bech Jeppesen, fortæller, at kvaliteten af den sidste undervisningstime ofte var tvivlsom for eleverne på det mellemste alderstrin.

Siden skolen blev en del af undervisningsministerens forsøg, har forskellen derfor været tydeligt at mærke.

- Det har for eksempel givet mulighed for et særligt fokus på de elever, der er ordblinde eller har nogle vanskeligheder. Ligeledes har vi kunnet give nogle ekstra udfordringer til nogle elever i forbindelse med blandt andet Forskningens Døgn, fortæller Lene Bech Jeppesen.

Styrket falighed og trivsel
Merete Riisager har lavet en foreløbig rundspørge, der bekræfter tendensen i Ølgod. Rundspørgen viser nemlig, at langt de fleste skoler mener, at forkortede skoledage giver positive resultater. Ved at fjerne nogle timer på skemaet kan fagligheden styrkes, og der er bedre trivsel i og udenfor klasseværelserne.

- Der kommer et signal til mig fra forældre, fra lærere og fra skoleledere om, at man ønsker at gøre tingene på en lidt anden måde, fortæller Merete Riisager, der fortsætter med at holde øje med forsøget på Ølgod Skole.