Oversigt

Landmænd tøver med at tage lavbundsjord ud af drift

Flere landmænd tøver nu med at tage deres lavbundsjord ud af drift, selvom det er et af de vigtigste elementer i den grønne omstilling af landbruget.

Det kan få store konsekvenser for politikernes ambitioner om at udtage 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030, vurderer en af landets førende eksperter i grøn omstilling af landbruget.

- Jeg synes, man skal tage det her rigtig alvorligt, siger Jørgen Eivind Olesen, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Landmændene har mistet tilliden til staten, efter at op mod 280 landmænd i disse uger er blevet bedt om at betale hundredetusindvis af kroner tilbage, som de har fået i kompensation for at udtage lavbundsjord. Plus renter på 11 procent.

Dan Skødeberg fra Varde er en af de landmænd, der nu tøver med at indgå nye klimaaftaler. Han er i gang med at udtage 45 hektar af sin lavbundsjord i et stort projekt med 16 andre lodsejere.

- Vi kan ikke stole på, at aftalerne holder vand. Det er der ingen landmænd, der er særlig trygge ved. Det er stensikkert gift for sådan nogle projekter her. Hvis der bliver tvivl om de her lavbundsjorde, så trækker vi os, siger landmanden.