Politiet advarer mod tricktyve

Fredag blev kvinde bestjålet i Nr. Nebel.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod to kvindelige tricktyve. I følge politiet er de på det seneste observeret flere steder i det sydvestjyske område. Fredag eftermiddag gik det ud over en 64-årig kvinde i Nr. Nebel.

Ved 14.15-tiden henvendte to kvinder sig til hende på Bredgade ud for sparekassen, og det lykkedes de to at stjæle kvindens taske med 600 kr. i. Umiddelbart før havde hun været i Brugsen for at handle, og politiet antager, at de to mistænkte har spottet hende der.

Den ene beskrives som 20-25 år, spinkel og med østeuropæisk fremtoning. Hun havde mørkt hår og øjne og var iført en mørk jakke med hætte. Den anden er også af østeuropæisk udseende, 50-55 år, mørkt hår og spinkel. Hun var iført en mørkeblå vinterjakke, mørkeblå jeans og en mørk hat.

Eventuelle oplysninger om de to kan gives til politiet på tlf. 114.