En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi gjorde natten til søndag en usædvanlig fangst.
To krybskytter blev anholdt ved skoven nær Oksbøl Klitplantage. I deres varebil fandt politiet et afskåret hoved fra et krondyr.
- Det er en usædvanlig sag, lyder det fra vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
Krybskytterne, en 36-årig mand og 37-årig mand, er begge fra Ringkøbing-egnen.
Politiet bemærkede klokken 01.14 natten til søndag en varebil i området nær Oksbøl Klitplantage, og synet der mødte dem, var det afskårne 12-ender krondyrhoved.
- Trofæjægerne har efterladt resten af krondyrkroppen ude i området, siger vagtchefen.
De to krybskytter blev sigtet for at overtræde jagtloven. Politiet konfiskerede en jagtriffel og en jagtbue.
Krondyrhovedet er overdraget til Naturstyrelsen.