En fjerde ulvehvalp er dukket op i Klelund Plantage

I Klelund Plantage ved Hovborg er der ikke kun tre ulvehvalpe, men mindst fire hvalpe. Og forskerne vil ikke udelukke, at der kan være flere.

Fire ulvehvalpe, der leger på en skovvej i Klelund Plantage, er set på nye optagelser fra vildtkameraer i området, skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

- De nye optagelser, som vi netop har modtaget, dokumenterer, at der er mindst fire ulvehvalpe i kuldet inden for hegnet i Klelund Plantage. På optagelserne kan vi se dem løbe sammen alle fire på en af de veje, vi overvåger, konstaterer videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus Kent Olsen, som leder overvågningen af ulvene for Miljøstyrelsen i samarbejde med Aarhus Universitet.

I slutningen af juli offentliggjorde myndighederne, at der var set tre unger i plantagen. Den gang kunne forskerne ikke udelukke, at kuldet var endnu større, og det har nu vist sig at være tilfældet.

Den fjerde hvalp har været der hele tiden, men er ikke blevet filmet af kameraet, og Kent Olsen kan derfor ikke udelukke, at der dukker endnu flere op.

- Et ulvepar får i gennemsnit fem hvalpe per kuld, så der kan sagtens være flere. Vi kan ikke sige det med sikkerhed endnu, fordi et vildtkamera kun viser et meget begrænset udsnit af virkeligheden, konstaterer han.

Tredje kuld i Danmark

Forældrene til de fire nye, små ulve er den danskfødte hanulv GW1469m og den tyskfødte hunulv GW1700f, der etablerede sig som par i Klelund Plantage i foråret. Plantagen er ejet af legoarvingen Sofie Kirk Kristiansen, der er datter af Kjeld Kirk Kristiansen.

Deres kuld er det tredje ulvekuld, som er født i Danmark, siden den første ulv genindvandrede i 2012. De to foregående kuld blev født i Ulfborgområdet i Vestjylland i 2017 og 2019.

Ulveparret i Ulfborg er der stadig. De er blevet set på optagelser fra vildtkameraer i løbet af sommeren, men der har ikke været hvalpe at se. Myndighederne regner det derfor mindre sandsynligt, at det vestjyske par har haft held med at få unger i år.

Lukket for offentligheden

Den privatejede Klelund Plantage er normalt åben for offentligheden, men i øjeblikket er der ikke adgang i det område, hvor hvalpene færdes, og Miljøstyrelsen opfordrer på det kraftigste til, at man respekterer adgangsforbuddet og lader være med at gå ud og lede efter ulveungerne.

Selvom der nu er i hvert fald seks ulve i Klelund Plantage, så har borgerne i det område ikke noget at frygte, forsikrer Kent Olsen.

- Ulve er ikke farlige for mennesker. Der er rigeligt med føde. Når ulvene møder mennesker, flygter de.

Husdyrejere, hvis indhegninger ikke er ulvesikrede, kan risikere et ulveangreb på dyrene, siger Kent Olsen.