Mand med promille over tre sigtes for vanvidskørsel

Promillen viste sig at være tårnhøj, da en mandlig bilist fredag eftermiddag blev stoppet af politiet. Nu er han sigtet for vanvidskørsel.

En 35-årig mand er blevet sigtet for vanvidskørsel i Holsted, efter at han påkørte et hus, derefter et hegn og så en modkørende bil.

Det fortæller vagtchef Erik Lindholt ved Sydjyllands Politi fredag aften.

Politiet fik anmeldelsen klokken 14.51 fredag eftermiddag, hvor en anmelder fortæller, at en personbil kører meget usikkert og lige har påkørt et hus.

- Under anmeldelsen påkører han et hegn ved jernbaneoverskæringen og derefter kører han over i modsatte vejbane, hvor han frontalt rammer en bil, der holder stille, siger vagtchefen.

Ingen kom til skade under påkørslerne, men politiet sendte alligevel en ambulance til stedet på grund af mandens tilstand.

Det viste sig nemlig, at manden ved to test fik påvist en promille på over tre. Ifølge Sundhed.dk kan det være dødeligt.

På grund af mandens høje promille er han sigtet for vanvidskørsel. Politiet har også beslaglagt mandens bil med henblik på at konfiskere den.

Manden kørte i sin egen bil.