17-årig fra Vejle har været forsvundet i næsten et år
Missing People har lørdag en eftersøgning i Vejle, hvor de frivillige leder efter en forsvunden teenagedreng.
I næsten et år har den 17-årige Farhad fra Vejle været forsvundet.
Lørdag foretager den frivillige organisation Missing People en eftersøgning af drengen, der forsvandt 9. april sidste år. Eftersøgningen sker i området omkring Grejsdalen Skole i Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi, der samtidig gentager en opfordring til, at man ringer til politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger om, hvor Farhad befinder sig.
- Det kan være noget, nogen har set eller hørt, og som for dem måske ikke virker vigtigt eller relevant, men som kan være oplysninger, der er vigtige i det samlede billede, skriver politiet i en pressemeddelelse lørdag.
Gentagelsen af efterlysningen sker efter aftale med Farhads familie, oplyser politiet.
Efterforskningschef Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi har tidligere udtalt sig om efterlysningen af drengen.
- Jeg kan ikke oplyse, hvad man har gjort for at finde ham. Vi har gode grunde til at tro, at han har det godt. Ellers var vi meget mere offensive, sagde han i begyndelsen af december til Vejle Amts Folkeblad.
Forsvundet siden april 2022
Avisen, som havde talt med familien, skrev samtidig, at Farhads forsvinden skete efter et sammenstød med betjente, hvor han stak af.
Farhad var 16 år, da han forvandt fra området omkring Hummelkærsvej/Baunevej i nærheden af sin bopæl i Vejle 9. april sidste år. To dage efter blev han efterlyst.
Da efterlysningen blev udsendt, blev han beskrevet som 170 centimeter høj, spinkel af bygning, med sort hår og en vægt på cirka 65 kilo.
Missing People skriver på sin facebookside, at lørdagens eftersøgning begynder klokken 10. Man skal være mindst 18 år for at deltage, og organisationen frabeder sig, at man tager sin hund med.