Jeg hedder Daniel Boel Nielsen. Jeg er 20 år og kommer fra Gårslev ved Vejle. Den 4. august tog jeg til Norge for at bo alene i en primitiv hytte i ødemarken i seks uger.
Hytten er bygget i 1963 og har ingen strøm, ingen varme og intet rindende vand. Der var heller ingen vej til den. Den nærmeste by Erfjord lå 15 km væk. Det tog i alt 27 timer at komme frem fra Danmark.
Det var vigtigt for mig, at det var et øde sted, hvor jeg var tæt på naturen.
Jeg tog op i hytten for at få ro og fred. Jeg var træt af at have travlt og følte, at jeg pressede mig selv for meget. Det var en flugt fra det miljø. Jeg blev opslugt af vores stressede samfund, hvor det er et statussymbol at vise en fuld kalender og samtidig have overskud. I hytten var der ingen forventninger. Intet ansvar. Jeg kunne bare være mig selv og lave min egen plan for dagen.
Jeg fiskede og badede i søen foran hytten. Jeg havde også meget mad med hjemmefra. Hvis jeg ville handle, skulle jeg vandre fem kilometer til en parkeringsplads, hvor jeg havde en lånt cykel stående. Derfra cyklede jeg 10 kilometer til byen Erfjord. Det var vildt koldt at bade i søen. Jeg skyndte mig at putte shampoo i håret, vaske det og så løbe ind i hytten og sidde foran den varme brændeovn.
Jeg havde aldrig fileteret en fisk før jeg tog afsted og havde kun lidt basisviden om at kløve brænde.
Der var masser af kilder, hvor jeg kunne hente rent drikkevand.
Mine forældre syntes først, at det var skørt, at jeg ville afsted. Men jeg forklarede dem, at jeg havde brug for at finde mig selv.
Jeg blev student fra gymnasiet i sommers med et snit på 10,8. Derudover var jeg formand for to foreninger. Jeg pressede mig selv for at gøre alt så godt som muligt. På overfladen ville jeg gerne ligne en person, som ikke forsøgte at præstere, men alligevel gjorde det.
Det stressede mig. Jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret dybt ned i maven. Det var en anspændt følelse. Jeg vidste, at det var mine egne forventninger. Men jeg vidste ikke, hvorfor jeg pressede mig selv i skolen og foreningslivet. Jeg synes ikke, det er vigtigt at få høje karakterer.
Mit mål med turen var også at stille mig selv spørgsmålet: Hvem er jeg? Det synes jeg ikke, at jeg havde tid til derhjemme, fordi jeg pressede mig selv til at have for travlt. Derhjemme blev jeg også afledt af at spille computer, se Netflix eller surfe på Facebook. Der var hele tiden noget, som afledte mig fra det spørgsmål i livet.
Hver morgen lavede jeg havregrød og tænkte over et nyt spørgsmål. ”Hvordan vil jeg gerne beskrives til min begravelse?”, ”hvad betyder andre folks holdninger om mig?”, og ”hvordan kan jeg være mig selv?”. Jeg skrev alle mine tanker og refleksioner ned i min notesbog. Jeg nåede at skrive 220 sider i hytten. Det var godt for mig at få tankerne ned på papir.
Jeg havde en regel om, at jeg ikke måtte tænke, når jeg lå i sengen. Der skulle jeg slappe af.
Dag 26 – søndagsspadseretur
I dag var det søndag – og derfor tog jeg det bare helt roligt. Jeg filosoferede lidt fra morgenstunden, og derefter pakkede jeg min taske med snacks og kamera og gik ellers på en spadseretur. Først gik jeg en tur ned mod den grønne hytte, men så fandt jeg en ny sti, som gik ind i Birkely. Derefter opdagede jeg en ny sti, som lignede, at den gik ”ret op” af Nattlandssnuten. Det var en dejlig sti, som jeg bare nød at gå på. Stien drejede mere og mere til højre i stedet for lige op, men jeg fulgte bare stien og det viste sig bare at være den sti, der går op mod fjeldet til Nattlandssnuten – altså lige i nærheden af hytten.
Men nu har jeg en ny sti i livet – som dog fører samme sted hen. Men i livet er det også godt at finde nye stier til at komme de samme steder hen. Det kan jo være, at man finder nogle dejlige stier, hvor turen er bedre og målet det samme.
Snacks smager bedre, når man er på tur og ture er bedre, når går ad gode ”rette” stier med ro på.
Om aftenen læste jeg en masse LOTR (Ringenes Herre, red.) og spiste kirsebærkompot med vaniljecreme, som jeg fik af Dagfinn for at fejre søndagen.
Mit forhold til Gud ændrede sig i hytten. På tredjedagen begyndte jeg at bede til Gud. Nu er vores forhold mere intimt. Jeg føler, at jeg er kommet tættere på Gud på min rejse.
Jeg er introvert af natur, men kan sagtens nyde at være sammen med mennesker. Jeg vil gerne hjælpe andre og påtager mig andres problemer. Det dræner min energi, fordi jeg nogle gange forsømmer mig selv.
Den første nat alene i hytten var den hårdeste, fordi jeg omstillede mig til stilheden. Jeg følte mig ikke ensom, da jeg boede i hytten. Jeg kom ind i en rytme, hvor jeg gik i mine egne tanker og ikke tænkte på, at jeg var alene.
Jeg kom hjem til Danmark den 17. september. Jeg er ikke kommet hjem med en åbenbaring, men brudstykker, jeg har lært om mig selv. Jeg lærte at leve i stilheden og ensomheden uden at tænke over det. Jeg lærte, at jeg kan vænne mig til en anden levestandard. At havregrød til morgenmad og pasta og sovs til frokost og aftensmad er fint.
Jeg glædede mig til at komme hjem og se min familie igen. Jeg glædede mig til at sove i en god seng og varme brusebade. Nu griner jeg lidt inde i mig selv, når jeg ser nogle, som har travlt. Jeg undrer mig over, hvad de har så travlt med. For mig er det vigtigste kærlighed og vores relationer til hinanden. Jeg har fundet ud af, at vores ydre omstændigheder ikke kræver meget for at være lykkelig.