Brandbjerg Højskole jubler over redning

Folketinget sender millioner til højskolerne. Brandbjerg Højskole har nu bankens og bestyrelsens accept af, at den truede skole kan køre videre.

Brandbjerg Højskole er reddet! Det er det glade budskab efter en skæbnedag for den 70 år gamle højskole ved Jelling.

Som alle andre højskoler måtte Brandbjerg for nylig sende sine elever hjem. Samtidig lukkede højskolens bank for kassekreditten, og dermed stod højskolen på randen af en konkurs. 

Hjælpepakke baner vejen

Men tirsdag vedtog Folketinget en økonomisk hjælpepakke til højskolerne. Dermed var vejen banet for en redning.

- Vi var i banken i eftermiddag, og de vendte tommelen opad. Derfor har Brandbjergs bestyrelse nu besluttet, at vi på baggrund af hjælpepakken og bankens samarbejdsvilje kan køre videre i hvert fald sommeren over. Det er vi allesammen virkelig glade og lettede over, siger højskolens forstander Simon Lægsgaard. 

Gammel gæld tynger

Brandbjerg har været endnu hårdere ramt end de andre højskoler. 

- Vi skylder over 12 millioner kroner, som er gammel gæld, der er lavet i begyndelsen af nullerne. Derfor har vores bank været skeptisk. Da vi så måtte sende over 100 elever hjem, stod vi i en situation, hvor vi ikke kunne betale lønninger på den korte bane, siger Simon Lægsgaard. 

quote

Det kommer os til gode, at mange mennesker har et nært forhold til Brandbjerg og gerne vil hjælpe.

Simon Lægsgaard, forstander på Brandbjerg Højskole.

I morgen vil han igen sidde spændt ved computeren.

- Vores sommerelever skal betale 1. april, og vi er selvfølgelig afhængige af deres indbetalinger. Nu kan vi garantere dem, at alle sommerkurser bliver afholdt, og så håber og tror vi, at eleverne trygt vil overføre pengene, siger Simon Lægsgaard. 

Kampen fortsætter

Faktisk står Brandbjerg i en paradoksal situation. 

- I år har vi den bedste drift i skolens 70-årige historie. Så det ville være helt absurd, hvis vi skulle lukke nu. Det er en veldrevet højskole med mange elever, siger Simon Lægsgaard. 

Han understreger, at der er masser af hårdt arbejde forude.

- Vi skal sikre skolen en bedre likviditet, så vi aldrig kommer i denne situation igen. Her kommer det os til gode, at mange mennesker har et nært forhold til Brandbjerg og gerne vil hjælpe. På den korte bane har vi rejst 300.000 kroner ved crowdfunding. Samtidig har skolens venner sat gang i folkeaktier, som vi forventer os meget af. Det skal være med til at gøre os mere robuste i fremtiden, siger forstanderen.