Fyrværkeri antænder mindre brand i lejlighed

Der blev i aftes kastet fyrværkeri ind i en lejlighed i Vejle. Politiet hører gerne fra dig, hvis du har set noget.

Overskriften er retten med oplysning om, at fyrværkeriet er blevet placeret i opgangen og ikke kastet.

Sydøstjyllands Politi leder efter vidner til en episode med fyrværkeri i en lejlighed i Vejle.

- Vi er ikke kommet nærmere en gerningsmand og søger vidner, der har set noget, siger vagtchef Jørn Bystrup.

Meldingen om brand i en etageejendom sendte både politiet og brandvæsnet hurtigt til Nyboesgade i Vejle.

- Vi kunne konstatere, at der har været en form for fyrværkeri, som har antændt en madras, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup.

Anmeldelsen blev modtaget tirsdag aften kl. 21.55, og der vil senere i dag blive foretaget undersøgelser på stedet.

Ingen kom til skade under episoden.

Har man været vidne til hændelsen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på 114.

Politikommisær Nicki S. Pedersen fra Efterforskningscenter Vejle bekræfter over for Vejle Amts Folkeblad, at der er tale om en pakke med fyrværkeri, som er blevet afleveret i opgangen.