Gymnasierne frygter at blive tabere i kampen om de unge

Der venter en hård kamp, når de unge snart skal vælge ungdomsuddannelse. Især gymnasierne er nervøse for, at de mister elever til fordel for de mere erhvervsrettede uddannelser.

Det er med en vis bekymring, at flere af landsdelens gymnasier lige nu skal i gang med at lokke 9. og 10. klasses-elever til at vælge lige netop deres skole.

Kampen om de unge er barsk og med en ny gymnasiereform samt regeringens særlige fokus på at få flere unge til at vælge en mere erhvervsrettet uddannelse, så er bl.a. Rosborg Gymnasium & HF i Vejle bange for at miste elever, og samtidig er de ikke enige med politikerne på Christiansborg.

 - Det synes jeg er en fejlvurdering af politikerne, fordi vi står overfor et samfund, som bliver mere og mere omskifteligt, hvor 50 procent de jobfunktioner vi har i dag, ikke er der om 20 år. Så jeg synes faktisk den almene uddannelse, som vi har her, er den rigtige vej for mange unge, siger Hanne Hautop, rektor på Rosborg Gymnasium & HF til TV SYD.

Regeringen ligger ikke skjul på, at de ønsker at flere vælger en erhvervsuddannelse, fordi de mener, at der i fremtiden kommer et stort behov for unge med en faglig uddannelse.

Den seneste gymnasiereform har skåret ned på antallet af linjer og så har den sat et minimumskarakterkrav, der på forhånd kan svække de såkaldte STX-gymnasier i deres kamp.

quote

Vi skal tænke over, om vi vil have en russisk læge eller en polsk håndværker

Hanne Hautop, rektor Rosborg Gymnasium & HF

Det er en skam, mener rektoren på Rosborg Gymnasium, der mener, at erhvervsskolerne bliver favoriseret

- Jeg synes, vi skal tænke over, at vi som samfund kommer til at stå i en situation, hvor vi skal importere arbejdskraft fra udlandet, og der synes jeg, vi skal tænke over, om vi vil have en russisk læge eller en polsk håndværker, for vi kommer også til at mangle akademisk arbejdskraft, siger Hanne Hautop til TV SYD

Ifølge Venstres uddannelsesordfører Anni Matthiesen så er det dog nødvendigt at få flere unge over i erhvervsskolerne.

-Vi ved, vi får hårdt brug for at flere unge vælger en erhvervsrettet uddannelse fremadrettet, for ellers kommer vi til at uddanne mange til arbejdsløshed, siger Anne Matthiesen til TV SYD.

STX er en gymnasial uddannelse med særlig vægt på almendannende og boglige fag.