Stjålet cykel vender hjem: - Det er sgu da fedt, siger cykelhandleren

For to måneder siden lånte en mand en dyr cykel hos Børkop Cykler. Han skulle lige prøve den, og væk var mand og cykel. I fredags kom cyklen hjem til Børkop.

I fredags fik de en glad besked i Børkop. Politiet i Aarhus ringede for at sige, at de kunne hente deres cykel igen. Den cykel der blev stjålet i november sidste år, da en mand lige skulle prøve en cykel til 50.000 kroner. Han glemte bare at aflevere den igen.

- Det er sgu da fedt, det er dejligt, siger cykelhandler Hans Peter Knudsen, Børkop Cykler.

Man må undskylde sproget, når nu den gode cykelhandler har fået en cykel til 50.000 kroner retur. Han har ikke forsikret sine cykler, for det er for dyrt. Og bortset fra at stelnummeret er blevet fjernet, er cyklen i fortrinlig stand.

- Den er ligesom, hvis jeg havde lejet dig cyklen i en uge, fortæller den glade cykelhandler.

Og cyklen skal bruges proaktivt, som man siger på moderne dansk.

Billeder fra overvågningskameraet viser den mand, der i november lånte en cykel og glemte at aflevere den tilbage igen.
Billede fra butikkens overvågningskamera der viser det øjeblik, hvor en glemsom mand låner en dyr cykel og stikker af med den.
Foto: Børkop Cykler

- Vi har sådan et event i uge ni, hvor der plejer at komme 4.000 gæster, og jeg ved ikke, om den skal være et kø-tilbud eller noget andet, men et eller andet skal den bruges til, når den nu er Danmarks mest berømte cykel, lyder det fra Børkop.

Cykelhandleren er glad, men det er lærlingen i butikken også. Det var nemlig ham, der lånte cyklen ud til den glemsomme mand.

Godt for lærlingen

- Det var godt for mig, men endnu bedre for Casper. Jeg har ikke været efter ham, men han var ked af det, siger Hans Peter Knudsen.

Der bliver ikke lavet noget om i butikken efter den specielle oplevelse.

- Hvis du nu ser særligt suspekt ud, kan det være, vi siger nej, men ellers kan man prøve en cykel som vanligt. Det er kun sket én gang i de 30 år, vi har haft butikken. Hvor der handles, der spildes, siger Hans Peter Knudsen.