Unge i Vejle og Kolding får privatøkonomi på skoleskemaet

Opsparing, lån, statistik og budget.

Det er blot nogle af de emner, som ni 7. og 8. klasser i Vejle og Kolding-området får på skoleskemaet til april, når elever fra Bredsten-Gadbjerg Skole, Lyshøjskolen og Egtved Skole begynder et undervisningsforløb i privatøkonomi.

På skolerne ser man frem til at komme i gang med forløbet, som byder på en anderledes og sjov måde at lære om økonomi. 

- Jeg forventer, at vores elever vil møde forløbet med stor interesse, da de vil kunne relatere en stor del af det matematiske og samfundsmæssige til deres egen hverdag, siger Klaus Unger, der er matematiklærer på Bredsten-Gadbjerg Skole.

Ifølge revisionsfirmaet PwC, som står bag projektet, ender for mange unge i økonomiske vanskeligheder tidligt i livet, og tidlige gældsproblemer kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet. De håber, at projektet 'Ung Privatøkonomi' vil klæde folkeskoleelever bedre på til fremtiden. 

- Med projektet ønsker vi at forebygge, at unge får økonomiske problemer allerede i folkeskolen ved at klæde eleverne på - både med en økonomisk forståelse og med personligt lederskab, siger Lars Almskou Ohmeyer, partner hos PwC i Trekantområdet. 

Projektet begynder henholdsvis den 3., 4. og 5. april på de tre skoler og varer fire uger.