Erfarne grænsekøbmænd: - Det her kommer til at kickstarte grænsehandlen

Den 1. juni sænkede den tyske regering afgifterne på brændstofpriserne. Det vil gøre ondt, mener grænsekøbmænd.

Da corona sørgede for lukkede danske grænser, var det godt at være købmand på den danske side af grænsen. Men efter grænserne åbnede igen og krigen i Ukraine siden medførte historiske prisstigninger, har det været en kamp. Det fortæller to grænsekøbmænd.

Onsdag mødte de endnu en udfordring, efter den tyske regering har valgt at sænke brændstofpriserne syd for grænsen.

- Vi har ikke ligget søvnløs om natten, men der er ingen tvivl om, at vi bliver bombaderet hele tiden, og vi er jo bombaderet i forvejen. De har en lavere moms, og nu giver de dem yderligere tre måneders rabat. Det forvirrer jo hele markedet, siger Ove Nielsen, der uddeler i SuperBrugsen i Løjt Kirkeby.

Onsdag ramte prisen 17 kroner og 59 øre for en liter blyfri 95 i Danmark, mens man i Tyskland har valgt at sætte en stopper for himmelflugten. Nu kan man nøjes med at slippe, hvad der svarer til 13 kroner og 80 øre for en liter benzin.

Det betyder, at benzinen er næsten fire kroner billigere per liter syd for grænsen, end den er nord for.

quote

Vi er også bange for, at der ikke er mod blandt de tyske politikere til at sætte afgiften op igen. Og så kommer vi til at miste milliarder i dagligvarer omsætning i Danmark

John Wagner, Adm. Direktør, De Samvirkende Købmænd

Det er et stærkt incitament til at starte bilen og køre til grænsen, lyder det.

- Det her det kommer til og at give et skub, vi ikke har set før. Det kommer til at kickstarte grænsehandlen, siger Peter Damgaard Madsen, der er uddeler i SuperBrugsen i Padborg.

Lokale er loyale

Købmanden tror dog ikke, at det er nede ved ham, at man mærker forskellen.

- Jeg tror ikke, det er de lokale, der kører over grænsen og tager en shoppingtur. Jeg tror, de finder nogle ydertidspunkter, og så tager de ned og tanker, og så bliver manden sendt afsted alene, siger Peter Damgaard Madsen, der peger på, at det er dem indenfor en biltanks radius, der kører ned og handler stort ind.

I Løjt Kirkeby kalder Ove Nielsen udfordringen med benzinprinserne en 'bombe', men han vil have knækket kurven til sin egen fordel.

- 2022 og 2023 det bliver nogle vilde og hårde år. Vi skal slås, men vi er skarpe. Vi har egne pølser og eget hakkekød. Vi skal kunne det, de andre ikke kan. Det kan vi, lyder det fra brugsuddeleren, der går op i lokale råvarer, siger han.

Men det er svært at konkurrere med uens vilkår, fremhæver John Wagner, der er administrerende direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd.

- Det er en unfair konkurrencesituation for dansk dagligvarehandel, og det er derfor, vi råber vagt i gevær, siger John Wagner.

Gas i pedalerne

Indtil videre er det kun i tre måneder, at den tyske regering har valgt at sætte priserne ned på brændstof, men det vil få store konsekvenser, hvis ikke de hæver dem igen, sige direktøren for De Samvirkende Købmænd.

- Vi er jo bange for den kickstart, der sker af grænsehandlen. Vi er også bange for, at der ikke er mod blandt de tyske politikere til at sætte afgiften op igen. Hvis det ikke sker, så kommer vi til at miste milliarder i dagligvareomsætning i Danmark som følge af det her, lyder det fra John Wagner. 

Men han tror ikke på, at den danske regering sætter afgiften ned på brændstof.

- Vi må jo konstatere, at der i Danmark ikke er et politisk flertal for at gøre noget tilsvarende, som man har gjort i Tyskland. Men så kunne man jo reparere på skaden. Man kunne kompensere os ved at gøre noget ved det, man er herre over. Det kunne eksempelvis sætte mængden af tobak ned, som man må tage med ind i Danmark, siger han.

Og det er noget, de tørster efter hos grænsekøbmændene.

- Vi kunne godt tænke os, at det en gang imellem er os, der får lidt gas i pedalerne, i steder for at det altid er sydpå, siger Ove Nielsen i Løjt Kirkeby.