Jens Wistoft har i 34 år haft en hverdag omgivet af mink. I sit arbejde som minkavler har han mødt mange mennesker, som er en del af det fællesskab, der hører til at være minkavler. Nu slutter kapitlet, og derfor står kollegaerne sammen.
Der er ikke meget tilbage på Jens Wistofts minkfarm i Kruså. Bygningerne er tomme, lydene er væk og den daglige gang er blevet en anden.
Inde i pelseriet er der liv.
Han selv står lænet op ad bordet langs væggen og snakker med avlskollegaen Frederik Blaudzun, der er i gang med pelsningen. Ligesom så meget andet i bygningen er der historier i det hele.
- Jeg har jo næsten kendt Jens, siden jeg kunne gå. Som dreng cyklede jeg altid herud efter skole, så selvom jeg er 33 år, har jeg nok arbejdet med mink i 20-25 år, siger Frederik Blaudzun, der startede sin egen minkfarm i 2015.
Det er et fællesskab og netværk, jeg aldrig får igen. Man kan ikke erstatte noget, der er 35 år gammelt.
Han arbejder ikke hos Jens Wistoft længere, men de står sammen i denne tid for at få det bedste ud af situationen. Normalt betaler de sig fra at få pelset skindene, men i år sparer de pengene og skaber en hverdag sammen.
Selvom Frederik Blaudzun aldrig ville have været sin minkfarm foruden, nager det alligevel Jens Wistoft, at han fik ham i den retning.
- Det er vitterligt et nederlag, at det, man har listet en hel masse mennesker til at tro på, bliver lukket over natten. Det er en lussing af de helt store, siger Jens Wistoft.
Hos Jens Wistoft bliver starten af året brugt på at pelse minkene, som de har gjort det så mange gange før. Men i år står de altså selv for pelsningen, så de sammen kan sætte et punktum.
- Så længe vi er i situationen, har vi skabt os en hverdag, der ligner den, vi har haft i mange år. Men det kommer til at efterlade et tomrum, siger Jens Wistoft.
Fællesskabet fylder meget og er noget helt særligt i branchen. Det er også det netværk, som danner rammerne for hverdagen.
- Vi kender hinanden utroligt godt. Jeg vil vove den påstand, at det er en form for livsstil. Det er et fællesskab og netværk, jeg aldrig får igen. Man kan ikke erstatte noget, der er 35 år gammelt, siger Jens Wistoft.
Nu lukker de ned, pelser og ser fremad sammen.
I starten af det nye år følger vi fire minkavlere på deres vej mod en ny hverdag.
I november blev de pålagt at aflive deres minkbesætninger, og derfor bliver et erhverv, der har givet smør på brødet i generationer, sat på pause. For mange venter nu en ny fremtid.
Følg minkavlernes nye liv i tv og på TVSYD.dk.
Normalt ville de aflive og pelse dyrene over en længere periode, men det var ikke muligt i år. Derfor havde de brug for alle de hænder, de kunne få.
- Mange af de gamle kollegaer, naboer og bekendte smed alt for at give en hånd med. Selvom nogle arbejdede på halv kraft, så var de en stor hjælp, siger Jens Wistoft.
Det var nemlig ikke alle, der havde erfaring med arbejdet, men de hjalp alligevel så mange timer, de kunne.
Den korte tidsfrist for aflivningerne betød også, at mange af minkene er blevet pelset for tidligt. Derfor er mange af dem mindre tætte og derfor også dårligere.
- Den her er meget fin, siger Frederik Blaudzun, mens de sorterer pelsene ved arbejdsbordet.
- Du har da lagt de bedste til dig selv, griner Jens Wistoft.
- Den her er pelset for tidligt, siger Frederik Blaudzun, mens han mærker nøje efter i pelsen.
- Du kan få en mere her, der er pelset for tidligt, siger Jens Wistoft og rækker ham en pels.
Pelsene skal som sædvanlig sælges hos Kopenhagen Fur, og Jens Wistoft forventer, at han sammen med de andre avlere kan sende omkring 45.000 skind afsted til auktionshuset i Glostrup.
Det er normalt en stor begivenhed i februar, hvor de hos Jens Wistoft har tradition for at samle en busfuld minkavlere og køre afsted.
Hvordan og hvornår auktionen i år skal holdes, har de ikke noget svar på, men pelsene bliver gjort i stand. For sidste gang i denne omgang.
Klokken har passeret 12, og noget af det, de samles om i løbet af arbejdsdagen, er den daglige frokost.
Jens Wistoft tager en mørkeblå hue på hovedet og sætter sig i den halvstore varevogn. Fem dage om ugen henter han smørrebrød, og det bliver han ved med, så længe de skal pelse.
Det er nemlig et tidspunkt, der samler de ni kollegaer rundt om bordet i det lille køkken. Knive og gafler klirrer på tallerknerne og afbrydes af snak. Der bliver hverken sparret på smil, kække bemærkninger eller dybfølte grin.
I gangen hænger der overtøj og mapper på de fleste af væggene, hvoraf den ene skiller sig ud. Det er en åben historiebog. På den hvide væg hænger der billeder tilbage fra 2001, som skildrer de mennesker, der har pelset på farmen.
- Der sidder jeg, der er min lillebror, og her er jeg også.
Frederik Blaudzun kører øjnene ned over de mange fremkaldte fotografier og peger på hvert enkelt gruppebillede.
- Det er historiefortælling, tilføjer Jens Wistoft.
I år har de traditionen tro fået taget et billede, som bliver det sidste herfra. I hvert fald for nu.
- Det skal nok være en tak større i år, siger Frederik Blaudzun, og trods situationen er der alligevel plads til et lille smil på læben.
Af Emma Rixen Hedegaard
