Fra angst til arbejde

Med hjælp fra naturmotion og coaching har 31-årige Anne-Mette Liljeqvist skiftet kontanthjælpen ud med arbejde.

- Før var jeg meget genert og turde ikke møde nye mennesker, fortæller den nyansatte medarbejder i motionscenteret LOOP.

I dag står hun bag skranken og hilser venskabeligt på dagens motionister – og hun hilser med fornavn og et stort smil på læberne.

For et halvt år siden, havde det været utænkeligt.

Det koster en kontanthjælpsmodtager:

  • En kontanthjælpsmodtager koster i gennemsnit mellem 109.000 og 154.000 kroner om året.  
  • I Aabenraa Kommune er der godt og vel 1.100 kontanthjælpsmodtagere, og det tal vil kommunen reducere til under 800 inden maj 2022.

Angst og arbejdsløshed

Efter at have læst enkeltfag på VUC, stod Anne-Mette Liljeqvist som arbejdsløs, enlig mor til tre og med angstdiagnose. Og på det tidspunkt virkede vejen til arbejdsmarkedet ufremkommelig.  

- På grund af min angst tilbød jobcentret mig at blive en del af  projektet ”Potentialejægerne”, forklarer hun om det vendepunkt, der ændrede hverdagen fuldstændig.

Forløbet er stadig i gang, men tre af holdets 20 deltagere er allerede i job og otte i praktik.

I træningscenteret arbejder Anne-Mette Liljeqvist på deltid, men målet er at gå op på fuld tid.

- Jeg vil være selvforsørgende og ikke bare få fra kassen. Og jeg synes det er vigtigt, at mine børn ser, at jeg laver noget og ikke bare går derhjemme, forklarer hun.  

Så meget investerer kommunen i projektet:

  • Aabenraa kommune investerer samlet 60,5 millioner kroner i KIK II-strategien, der løber fra 1. juni 2018 til 1. maj 2022.
  • 23,5 millioner kroner investeres i personale samt øvrige omkostninger, mens 37 millioner kroner investeres i forskellige indsatser under Arbejdsmarkedsudvalget.

Bueskydning og kikærter

En særlig gruppe kontanthjælpsmodtagere over 25 år med stress, angst eller lettere fysiske udfordringer er netop nu i gang med teste et nyt forløb i Aabenraa Kommune.

- Målet er, at vi gør denne gruppe selvforsørgende, fortæller projektleder Sandi Müller, fra konsulentvirksomheden Lehman og Partners. De står bag planlægningen af det 18 ugers forløb, der skal gøre kontanthjælpsmodtagerne klar til job og den opfølgning, der skal runde projektet af.

I samarbejde med blandt andet DGI har Sandu Müller fået kontanthjælpsmodtagerne i gang med en særlig form for naturmotion og testet alternative motionsformer som bueskydning.

- Det er bevist, at motion giver energi og styrker selvtilliden, fortæller projektlederen, der selv var med på skydebanen.

En anden del af projektets forløb fokuserer på kost. 

- At kunne lave sund, nem og billig mad kan også gøre en stor forskel. For det handler om at gøre hverdagen langt mere overskuelig, siger Sandi Müller.

Anne-Mette har fået overskud

At hverdagen er blevet mere overskuelig, det kan Anne-Mette Liljeqvist også skrive under på. 

- Min fremtid er blevet lysere. Nu er jeg på arbejdsmarkedet og jeg har det godt med mig selv. Jeg har fået gode redskaber med fra forløbet, og jeg tænker ikke så meget over angsten mere, fortæller hun.

Kommunens målsætning for projektet er, at 60 procent - altså 12 af de 20 deltager  - bliver selvforsørgende, når projektet er færdig.

Potentialejægerne kan spare kommune penge:

  • Projektet koster 600.000 kroner - eller 30.000 pr. deltager
  • Kommunens målsætning er at 12 af de 20 deltagere bliver selvforsørgende.
  • Lykkedes det, så vil kommunen fremover spare omkring 1.5 millioner om året.