Hop i træningstøjet og hiv familien med til Håndboldens Dag

Lokale håndboldklubber afholder lørdag arrangementer for børn og voksne for at vise håndboldsporten frem.

Det er ikke kun spillerne fra det danske herrelandshold, der i dag skal drible, kaste og score mål.

Over hele landet slår over 170 håndboldklubber dørene op og inviterer børn og voksne til Håndboldens Dag. 

I Syd- og Sønderjylland kan man i 26 håndboldklubber møde op og prøve kræfter med sporten. 

I Rødekro-Aabenraa Håndbold ser de frem til en dag, hvor det mest af alt handler om at få en god oplevelse og vise håndboldsporten frem.

- Vi håber, det bliver en dag, hvor vi kan give familier en god oplevelse med håndboldsporten, fortæller Fleur Mørk, der er bestyrelsesmedlem i Rødekro-Aabenraa Håndbold.

Ligesom i 169 andre klubber i landet, så vil der i Rødekro-Aabenraa Håndbold være fyldt med en masse spil, øvelser og konkurrencer. Alt sammen for at give børn og voksne en fornemmelse af, hvad det vil sige at spille håndbold.  

- Vi håber på at kunne vække en interesse for håndbolden hos især de helt små børn.

Du kan se, om der er en klub i nærheden, der afholder Håndboldens Dag.

Håndboldens Dag

Håndboldens Dag er et projekt som ‘Bevæg dig for livet - Håndbold’ står bag i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund, DGI og DIF.

Initiativet er støttet af Nordea-fonden og TrygFonden

Det blev afholdt for første gang den 5. januar 2019 med 144 arrangementer og 11.600 deltagere på dagen.

Lørdag den 11. januar bliver der afholdt Håndboldens Dag-arrangementer i 170 klubber i landet. 

Det er gratis at deltage til arrangementerne.