Forsvarets olierørledning blev mandag den 16. juli beskadiget under gravearbejde og ledningsbrudet har medført omfattende olieforurening syd Hellevad i Aabenraa kommune.
Forsvaret og kommunen har hidtil været tavse om olieforuringen, men torsdag meddeler Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse, at forsvaret siden uheldet har arbejdet på at fjerne forureningen, og at der er indtil nu fjernet mindst 25 m3 olieslam og opgravet 400 tons olieforurenet jord.
- Vi vurderer, at olieforureningen i øjeblikket ikke er til fare for grundvandet eller de omkringliggende vandløb, men kommunens Miljøafdeling følger sagen tæt, pointerer Aabenraa Kommunes tekniske direktør Kjell Stockfisch.
Olieforureningen skete syd for Hellevad i forbindelse med Energinet.dks etablering af en gasledning fra Egtved til Frøslev. Ledningsbruddet blev udbedret af Forsvaret tirsdag 17. juli 2012.
Det er Miljøstyrelsen, der er myndighed i forhold til Forsvarets olierørledning.
- Aabenraa kommune har derfor ikke mulighed for at udstede påbud i forbindelse med olieforureningen, men som lokal miljømyndighed har kommunen en stærk interesse i, at forureningen bliver fjernet hurtigst muligt, understreger Kjell Stockfisch.